Om genstanden
Nærmest pyramidial kvartsitsten med ujævn base, således at den ikke kan stå oprejst. H: 9,2 cm. B. 6,4 cm. T. 5,4 cm. Materialet er gulligt og glat, måske bl.a. som følge af let vandrulning. Der er ingen tegn på tangfæste, men muligvis en smule rust, som evt. kan stamme fra mødet med markredskaber eller andet. Det kan således ikke udelukkes, at stenen er endt på forstranden sammen med nogle af de mange sten, der er kørt ud her fra de bagved liggende marker. Skåltegn 1: Diam. 2,7-3,2 cm og dermed let rundovalt. Dybde 1,3 cm. Lidt spor af prikhugning i bunden, men ellers virker overfladen slebet. 2: 2,7 cm i diam., 0,9 cm dyb. Næsten glatslebet. 3: To næsten sammenhængende skåltegn, der begge er prikhuggede i bunden og slebne på siderne. Diam af begge ca. 2,5 cm, men da de er "vokset" sammen, bliver det samled omrids rundovalt og ca. 3,7x2,8 cm. Dybde ca. 1 cm. 4: 2,9-3,2 cm. Dybde 1,2 cm. Let ru i bund og på siderne. De fire skåltegn er placeret således på "pyramidens" sider, at de peger ud i fire forskellige retninger. Stenen udviser ellers ikke bearbejdningsspor. Vægt: 429,1 gram.