Om genstanden
Største fragmen 2,8 cm.
Beskrivelse fra Peter Pentz:
Det lille fine — oprindelig ottekantede, nu fragmenterede (to stykker er bevaret) - stykke bronze med indridsninger er nok en såkaldt prydknap. Rester af et Øje eller lignende til fastgørelse af knappen ses på bagsiden. Forsidens indridsede motiv er udført af en øvet og dygtig hånd. Det viser en person med mitra, altså må han være en biskop. Omkring hovedet ses en glorie, der er altså tale om en biskopshelgen. Ved helgenes højre side ses evangeliet i form af en bog. Biskoppen bøjer sig til højre, altså hans venstre, hen over hvad der må være en større fugl (kun hals, hoved og næb er bevaret). Det kan dreje sig om Sct. Martin af Tours (dansk Sct. Morten), der står med en af sine attributter, gåsen. I Danmark viser fremstillinger af Sct. Martin oftest ham i færd med at dele sin kappe med en tigger, så gåsen er sådan set uvant i dansk sammenhæng. Umiddelbart ledes tanken egentlig hen på et pilgrimstegn, men disse er oftest af bly og kun sjældnere af bronze, og ikke mindst den fine udførelse tyder mere på en prydknap. Ud fra stilistiske kriterier må knappen med den katolske helgen stamme fra middelalderen, nok fra 1400-taltet.