Om genstanden
Øverste del af en omtrent oval sten. Længde 7,8 cm. Bredde 5 cm.
Stenen er ornamenteret med indridsede streger. Stregerne udgør et kors hvis linier strækker sig i hele stenens længde og tværretning. Skæringspunktet for de to linier er placeret omtrentlig i stenens midterakse. På begge sider af denne midterkase, er indridset yderligere streger i stenens tværretning. Disse strækker sig ligeledes i hele stenens tværretning. Linierne er placeret mend omtrent 0,6 cm's mellemrum og er lavere indridset end korset, der deler stenen op i fire omtrent lige stor felter. Der er fire streger på den ene side af midteraksen samt en streg på den anden side af midteraksen. Herefter ophører ornamentikken. Uakademisk sagt, kan stenen sammenlignes med de sten børnehavebørn maler som små biller eller mariehøns. Det første der faldt undertegnede og kolleger ind var da også, at stenen lignede en skarabæ.
Der kan kun gisnes om stenens funktion. Stregerne er helt sikkert lavet intentionelt og stenen kunne derfor tænkes at være lavet som amulet. Stenen formodes nedlagt i stolpehulsfylden til en huskonstruktion (K79) der er dateret til jernalder. Stenens visuelle udtryk leder dog mere tankerne hen imod bronzealderens billedverden. Det er dog ikke muligt at sige hvornår ornamentikken på stenen er præget. Det formodes dog at stenen er bevidst nedlagt i forbindelse med konstruktionen af eller nedlæggelsen af K79. Udgraver oplyser at stenen er fundet i stolphullets overfladefyld.
Datering: Det er ikke muligt at datere stenen. Dog er der som ovenfornævnt stærke paralleller til bronzealderens billedunivers. Det kan dog ikke udelukkes at stenen er både ældre eller yngre, og en datering må derfor stå hen i det uvisse.