Om genstanden
Fundet i præparat x326, udgravet og konserveret af Jannie Amsgaard Ebsen, Odense Bys Museers konserveringsafdeling.
Velbevaret bronzefibel (dog uden nål) med omslået fod og bevarede fjedre af bronze med jernkerne. Samlet længde 7,2 cm. Nåleholderen er lige afsluttet og oversiden er ornamenteret med stregornamentik og en større central zone med et timeglasformet ornament. Overgangen til bøjlen er markeret med en let fortykket tværgående vulst/nåleholderens fæste. Undersiden af nåleholderen er afrundet. Samlet længde på nåleholderen er 2,9 cm.
Bøjlen er halvbueformet og ornamenteret med to langsgående parallelle linier yderst på bøjlen, Ved bøjlens afslutning mod fjederen ses en zone med timeglasformet ornamentik. Fjederen er bevaret.
Omtrent som Almgren 1923, Gruppe VI, 164. Nydam-fibel. Albrectsen 1968, Type 23-24. Dog uden karnisprofileret knop på fjederen. Intet tyder på, at en sådan har været til stede.
Ved fibelen fandtes bevaret tekstil og tråd.