Om genstanden
Randskår, vulster og lodret bugafstribning.
18 skår, heraf 1 randskår og et sideskår med en påsat ujævn knop. Alle skår er beklaskede, men ud fra farven kan skårene stamme fra flere forskellige kar. Derudover synes randskåret at være for tyndt til at kunne være rand til de noget tykkere sideskår. Sideskårene viser en beklasket yderside med gullige til gulbrune og brune overflader. På et skår ses uregelmæssige furer i beklaskningen, på et andet skår ses helt jævne parallelle, fingerbrede furer i beklaskningen. Indersiden af de fleste skår er nærmest sort, helt glat, nærmest glittet. Dog har få skår mere jævne overflader i gullige til brune nuancer. Magringen er mellemfin. Skårtykkelsen 9-11 mm.
Et af sideskårene har en påsat knop af irregulær karakter. Den måler 3,3 cm på tværs af karret og 2 cm lodret på karret, vulsten er ca. ½ cm høj.
Randskåret er 2 cm højt og viser beklaskning helt op til randen. Overfladen er gullig med grå rester (muligvis blot rester af jord) i den ujævne overflade. Indersiden er jævn gullig grå. Magringen mellemfin, skårtykkelse 7 mm. Randen synes svagt udsvajet, randkanten afrundet.
Datering: Beklaskning der dækker hele karsiden kendes fra bronzealder per III - V, hyppigst forekommende i yngre bronzealder per IV (Lolk 2009: 71, Fig. 6). Påsatte knopper kendes fra samme tidsrum. Randskåret kan ikke dateres nærmere end YBA-FRJ. Samlet antyder dateringen at være bronzealder per III - V.