Om genstanden
27 lerkarskår - næsten alle fra samme flade lerfad. Synes at være sekundært brændt. 13 store skår kan sikkert sammensættes, og derudover kan to gange tre skår sammensættes. Tilsammen bliver der tale om et lerfad med en diameter på knap 32 cm. Centralt ses en afsat helt flad bund med en diameter på ca. 10 cm. Der er skår fra over halvdelen af fadet.
Magringen er meget fin, overfladen er jævn - på nogle stykker glattet.
Randen er markeret ca. 2,5 cm fra randkanten, hvor den svajer jævnt udad. Randen smalner svagt indad og selve randkanten er afrundet. Blandt tre skår, der kan sammensættes ses i det ene skår et lille, 2 mm stort, sekundært gennemboret hul (pga. afsprængninger i fladen omkring hullet) - og i bruddet mellem dette og det tilstødende skår ses endnu et lignende hul. De to huller er placeret med en indbyrdes afstand af 2,5 cm og er placeret knap 2 cm under randkanten. De mange skår fra fadet, der kunne sammensattes danner mindst en hel halvdel af fadet - og der kan derfor ikke være tale om to gange to små huller, der er placeret overfor hinanden, da der ikke på nogen af de andre randskår ses lignende gennemboringer.
Ved eftersøgning af parallelmateriale er Albrectsens Fynske Jernaldergrave bind I (FRJ) bind III (YRJ) og bind IV (ÆRJ) gennemset. Kun for FRJ nævnes en karform som lerfad (side 85 f). Her nævnes ovenikøbet at fadet "...har som regel et lille båndformet øre, der udgår i flugt med randen eller lidt under denne. I ét tilfælde er øret erstattet med to små huller til ophængning i snor." Dette må siges at stemme godt overens med fadet her. Dog synes det fundne fad at være langt mere fladt og åbent, end de fade, som er afbilledet på tavlerne i bogen (T8b, T15e og T16a) - som mere ligner brede skåle. Der kan dog ikke findes øvrige illustrerede eller beskrevne kar, som minder mere om det fundne.
Det nævnes dog, at lerfade i nordjylland fortsætter som almindelig lerkarform i romersk jernalder, og desuden nævnes det, at skåle og fade forekommer ofte i YBA (s. 86).
Karret synes derfor ud fra sin karform at kunne dateres til YBA eller FRJ. Nb. fundet er fra en grav, C14-dateret til FRJ, hvorfor dateringen indsnævres til dette.
Nb. fundene er i udstilling i forhallen, og derfor ikke magasineret sammen med de øvrige fund.