Om genstanden
10 ukarakteristiske bugskår, der sandsynligvis stammer fra samme kar samt et randskår.
De ti bugskår varierer i størrelse fra 9x4 cm til 1x1,5 cm. Godstykkelsen varierer fra 0,5 til 0,8 cm. Indersiden er forholdsvis jævn, medens oversiden af skårrene er ru og ujævn. I brudfalderne på skårrene er det tydeligt, at der er tale om skår fra et kar med beklaskning. Magringen, farven og skærven er således markant anderledes i de inderste 0,2 cm, hvor den har en fin magring og en sortgrå farve. Selve beklaskningen er i gennemsnit ca. 0,3 cm tyk og er grovere magret, har en brunorange farve samt en løsere struktur. Et af de mindste skår med beklaskning stammer fra bunden af karret. Det er dog ikke muligt at bestemme bundens karakter.
Randskårret har en størrelse på ca. 3,8x2 cm. Brændingen er god og farven er mørkt brunligt grå med mellemfint magret gods. Godstykkelsen er 0,5 cm mod bugen og 0,3 cm lige under randen. Selve randen er lige afskåret med en overgang fra bug til rand, der er markeret ved en mindre fortyndelse af karvæggen på overgangen fra krop til rand. Det er ikke muligt at bestemme karrets profil ud fra det pågældende randskår. Sandsynligvis har der været tale om et konvekst kar med antydningen af en S-formet profil.
Dateringen på skårrene er ikke entydig. Beklaskede kar kendes fortrinsvis fra yngre bronzealder, men forekommer også i jernalderkontekster. Randskårret kan ligeledes stamme fra såvel bronze- som jernalder, hvorfor dateringen ikke kan kommes nærmere end bronze- jernalder.