Om genstanden
Tyndnakket bjergartsøkse sekundært anvendt som knusesten. Øksen er i grøn til grønbrun bjergart og nakken er knækket af.
Øksen har i sin tid været slebet på alle sider og fremstår fin og glat. I tværsnit er øksen meget symmetrisk og nærmest linseformet med fladt slebne kanter. Efter endt brug er stykket genanvendt som knusesten, hvilket kan ses på den meget knuste og nedslidte æg. Det er uklart hvorvidt det bagerste brud skyldes ild (sprængning) eller brug. Dog står det klart at dette brud er skarpkantet og således formodes påført kort før deponering - evt. som en del af ritualerne i tilknytning ofringen.
Måledata:
Bredde æg: 5,9 cm.
Bredde ved brud: 5 cm.
Bevaret længde: 9,6 cm.
Tykkelse centralt i brud: 2,9 cm
Tykkelse centralt: 3,4 cm.
Tykkelse kanter: 1,1 cm.
Vægt: 360 gram.
Datering: Øksen dateres til Tragtbægerkultur. Øksetypen henføres af Klaus Ebbesen til hovedsageligt at have en østlig udbredelse; øst for Storebælt (Klaus Ebbesen s. 129). Dette fund befinder sig således i udkanten af dette kerneområde.