Om genstanden
Fra urnepræparat x529
Udgraver har bemærket, "...at der er tale om dele af et ikke nærmere bestembart uornamenteret lerkar. Gods, finish og brænding peger i retning af et regulært husholdningskar sekundært anvendt som gravurne."
Dette er rigtigt, men ved efterfølgende gennemgang af skårene er det tydeligt, at der også findes skår fra et finere, mere tyndvægget og ornamenteret kar. Hvor det førstnævnte kar har en godstykkelse på 7-8 mm og en mellem magring, har dette andet kar en tykkelse på 4-5 mm og en fin magring. Godset er meget fint og fremstår blankt og glittet. Dette kar har haft et dobbeltkonisk udseende med et meget skarpt bugknæk. Et randskår viser en kort, letudfalden og let tilspidset rand. Ornamentikken består af 2-3 horisontale furer med en bredde på 1 cm. Disse forefindes på et stykke, der efter al sandsynlighed stammer fra halsen på karret. På bugstykkerne synes der at være tale om skråtstillede, og muligvis horisontale furer, en lodret vulst og et svagt fingerindtryk, der svarer til undersiden af en tommelfinger. Karrets underdel virker uornamenteret. Ornamentikken er meget svag og stykkerne små, så beskrivelsen skal tages med visse forbehold.
Paraleller og datering:
Grundet de små stykker og den meget svage og usikre ornamentering, har det ikke være muligt at finde paraleller, men brugen af fureornamentik og vulster synes at være et element der kan tilskrives den senere del af yngre Romersk Jernalder. Datering må derfor ligge omkring CII eller CIII.