Om genstanden
Fragment af en ornamenteret lerblok.
Længde: 8,6 cm. Stykket har brud, så det har givetvis været længere.
Bredde: 6,1 cm. Ikke den oprindelige bredde, da stykket har brud langs hele den ene langside.
Tykkelse: 2,4 cm hvor den er bredest og 1 cm hvor den er tyndest. I profil er blokken let kileformet og med afrundet kant, der ikke er komplet, da stykket virker flækket. Det betyder selvfølgelig også, at den oprindelige tykkelse heller ikke kan anslås
Stykket er fintmagret og godt brændt.
Ornamentikken består af indtrukne streger og trekantsindstemplinger. Stregornamentikken er nærmest formet som et bælte over stykket, der afgrænses af to vandrette streger, hvor de to inderste er de kraftigst optrukne. Imellem disse streger er lavet vinkelbånd bestående af 4 indtrukne streger. Bredden på stykket ornamenteret med streger er 3,9 cm. Under stregornamentikken er et 0,8 cm bredt bånd af indtrykte trekanter, der skiftevis står på bunden og på spidsen, så der skabes et zig-zag mønster. Under trekanterne er endnu en indtrukket streg, og herefter er blokken knækket, så hvorvidt den har været yderligere ornamenteret, er ikke muligt at sige.
Normalt plejer de ornamenterede lerblokke dog at være symmetrisk ornamenterede.
Tolkning: Der synes at være tale om fragmentet af en ornamenteret lerblok. Funktionen af disse er omdiskuteret, men deres funktion synes at være tilknyttet ildstedet. Den afrundede yderside på blokken er lidt usædvanlig og stykket kan muligvis have tjent en anden funktion eller haft et andet udseende end de normale lerblokke.
Datering: Lerblokke forekommer som oftest i den mellemste del af Førromersk Jernalder.