Om genstanden
ams-datering: ca. 10.767-10.615 f.Kr. se Skalk 2016:1 s. 5.
Efter Henriksen 2021:
I første omgang blev benredskabet antaget at være fra Maglemosekulturen, men en AMS-14C-datering viste overraskende, at det var noget ældre – nemlig fra tiden omkring 10.700 f.v.t. Dermed er vi tilbage i begyndelsen af Yngre Dryas, og stykket må derfor tilskrives den sene del af Brommekulturen. ”Hugormen” er således blandt de ældste ”kunstgenstande” fra Danmarks oldtid, og den må betragtes som et af de sidste årtiers vigtigste fund fra senglacialtiden.
Stykkets funktion er ikke helt gennemskuelig, for det er helt uden paralleller i det arkæologiske materiale fra Danmark. Fra en række nordeuropæiske fund fra yngre- og senpalæolitikum kendes ganske vist omhyggeligt tilskårne og -slebne ben- og takspidser. Nogle af disse har i hvert fald overfladisk lighed med det fynske stykkes form, og flere er da også omtrent samtidige (Wild & Weber 2017; Pfeifer 2018). En meget væsentlig forskel består imidlertid i, at kun det fynske stykke er ornamenteret.
Mørke aftegninger i den ene ende af benredskabet kan være rester af klæbemasse, der har fastholdt stykket til et skaft. Alligevel er det vanskeligt at se stykket som et brugsredskab, f.eks. en spydspids som flere af de herover nævnte fund fra Kontinentet tolkes som. Den utroligt præcise og nærmest fladedækkende ornamentik kendes slet ikke fra redskaber, der skulle indgå i en praktisk funktion.
Zigzagmotivet er et centralt element i ornamentikken, og det kan derfor være en indgang til at forstå redskabets funktion. Motivet genfindes i meget forenklet form på et rentakslagvåben fra Nr. Lyngby i Nordjylland, men bl.a. også på to elgfigurer af rav fra Næsby Strand og Egemarken på Sjælland (Petersen 2018; 2019). I naturen er zigzaglinjerne en advarsel, et signal om, at der er fare på færde, som der kunne være, hvis man trådte på en hugorm. Den symbolik kan senglacialtidens jægere have overført til redskaber eller smykker med en særlig funktion. Når disse mønstre blev påført et omhyggeligt glatpoleret benstykke, der tillige kan ligne en slange, var det måske for at overføre symbolikkens kraft hertil. Med andre ord var det et signal om, at denne genstand havde en særlig kraft og at dens ornamentik kunne beskytte bæreren mod alverdens onder – måske endda mod hugormebid. Det er ikke utænkeligt, at ”hugormen” var en shamans rekvisit, der blev båret frem og anvendt ved rituelle handlinger (Petersen 2019; Jensen et al. in prep.).
