Om genstanden
Koskelet, 1 æblekasse + 1 pose. Vasket hos John og lagt i 4 poser i stedet. På det ene manillamærke er anført lagnr. 1337 i stedet og der står " opsamlet omkring kadaver 1". Antages alligevel at tilhøre X2250.
Til artsbestemmelse på Moesgård.
Kvæg 105
Får/ged 2
Svin 3
S/F/G
Hest 1
Hund
Kat:
Gås
Høns
Fisk
Vild fauna
Ubest 5
Rapport oktober 2014.
Ko (X 2250, lag 1495): Ko X 2255 er næsten intakt (se foto). Underbenene på bagbenene, underkæben, det meste af kraniet og hals-, bryst- og halehvirvler mangler. Om de manglende dele bevidst er skåret fra før nedlæggelsen af koen eller det skyldes forskellige bevaringsforhold i nedlægningsgruben eller en senere forstyrrelse af nedgravningen, er det ikke muligt at sige. Der må dog være tale om en særlig situation, da koen ikke som normalt, er blevet slagtet og parteret. Der er ikke synlige snitspor på knoglerne. En undtagelse er snitspor på hornbasen på den ene bevarede hornstejle. Så selve hornet må være blevet udnyttet. En årsag til at man skulle afstå fra denne store kødressource kan være at koen har været syg.
Ud fra kønsvisende træk på horn, mellemhåndsknogler og hofte er dyret af hunkøn. Bedømt ud fra lemmeknoglernes fusionering er alderen vurderet til over 3½ år og koens mankehøjde har været mellem 101-104 cm, lidt under gennemsnittet for middelalderlige køer (ca.105 cm). Udover ko X 2250 var der knogledele i nedgravningen fra andet kvæg, hest, får/ged og svin.
Diskussion: Det er ikke almindeligt, at dyr findes liggende nedgravet i hel tilstand, i middelalderlige bylag. Man må generelt have skaffet sig af med hele dyr der ikke skulle udnyttes til menneskeføde. Især heste findes sjældent i bymaterialer. Hesten blev ikke spist pga. et religiøst forbud. Dog blev hesten i vid udstrækning brugt til transport og må have været almindelige i bybilledet. Der må ret tideligt have været en vedtaget måde at skaffe sig af med byens rideheste på da resterne dem, jo sjældent findes inden for byens grænser. Det normale billede når det drejer sig om køddyrene, er at de overvejende produceredes ude i de nærliggende landsbyer og blev ført ind til byerne for at blive slagtet og parteret enten hos slagterne eller hos private borgere der så hjemmeslagtede hele dyr. Derved blev dyret delt op endte i grove træk som enten slagteaffald eller husholdningsaffald. Et køddyr der kules ned i hel tilstand må være udtryk for en uvanlig og ikke planlagt situation som f.eks. sygdom, hvor dyret ikke har kunnet udnyttes til menneskeføde. Dette vil oftest ske hos producenten hvor det lever indtil det skal slagtes. Her vil dyret, hvis det dør af sygdom, blive kulet ned relativt tæt på det sted hvor det faldt af praktiske grunde.
Alt i alt tyder disse tre dyrs og især de to køers nedkuling i det centrale Odense på, at man på dette tidspunkt må have haft dyrehold her. Dyrehold i byerne var helt almindeligt i middelalderen (og helt op i 1800-tallet), især i den tidlige middelalder hvor byens område endnu ikke var fuldt udnyttet. Ofte lå bymarkerne og byens græsningsarealer lige udenfor byens volde. De her fundne køers køn og alder indikerer, at det hovedsagligt på denne matrikel, har drejet sig om produktion af mælk og kød (kalve). Fundet indikerer også, at området på det tidspunkt hvor disse dyr blev deponeret, må have haft et ganske landligt præg. Fundet af de nedkulede dyr rejser også spørgsmål om hvordan affaldshåndteringen fungerede til forskellige tider i middelalderens Odense. De to køer har ikke været udsat for gnav af ådselædere. Formentligt er køerne blevet dækket til med det samme. Derimod har hesten ligget eksponeret ad to gange. Den har et utal gnavespor og underkæben er faldet væk fra resten af hoved og hals i forbindelse med forrådnelsesprocessen. Noget der må undre én i et tæt bebygget område i det centrale Odense.
