Om genstanden
Frynseornamenteret hængesmykke af rav, modtaget oktober 2022 sammen med x303.
I 1945 blev stykket, som x303, afbildet og registreret af E. Albrectsen på et kartotekskort, men selv ved den lejlighed fik det ikke et inventarnummer. Smykket kan evt. hidrøre fra Den hvide Doktors samling og må under alle omstændigheder betragtes som proveniensløst.
Ved stykket lå ved modtagelsen fra NM en seddel om, at det var gået i stykker ved øjet og limet med Paraloid B67 i april 2013, signeret Anne Moesgaard (konservator). Ifølge oplysning fra Peter Vang Petersen var skaden sket, da Zoologisk Museums fotograf Geert Brovad skulle fotografere stykket og ved den lejlighed tabte det på gulvet.
Fundets mulige proveniens er beskrevet i Fynboer og Arkæologi 2023 nr. 1.
Ravsmykket er lavet af en uregelmæssig dråbeformet ravklump med flad bund, jævn bagside og hvælvet forside. Hele stykkets overflade er omhyggeligt glatskrabet og slebet, uden at den fra naturens side skabte form er ændret i sin væsentlighed. Stykket er 3,7 cm højt, 3,2 cm bredt og 1,4 cm tykt med en vægt på 8,3 gram. Vægten har oprindeligt været en anelse højere, idet der er et mindre afslag på den ene side – utvivlsomt et uheld, der er sket, efter at stykket kom op fra jorden eller vandet. I den spidse ende er der boret et timeglasformet hul, velsagtens med en spids flintflække, således at stykket har kunnet hænge i en snor. Der er ikke slid i hullet eller på ornamentikken, og stykkets overflade virker ikke vandrullet. Smykket er mat og mørk kastanjefarvet.
Udsmykningen på for- og bagside er lavet med rette streger, der er skåret ind i overfladen med et skarpt flintredskab. På den jævne bagside ses en vandret streg og herunder hænger tætstillede, lodrette streger. På den hvælvede forside ses et tilsvarende motiv, der dog har hængt lidt skævt, når smykket blev båret i snor. Nær ophængningshullet ses et lille bundt med tre tætstillede, parallelle streger, og et lignende motiv ses i det diagonalt modsatte hjørne på forsiden.