Om genstanden
Sølvfiguren forestiller en stående kvinde, og den er 3,4 cm høj og vejer 13,4 gram. Den er overbrudt under livet - måske lidt under knæene, hvilkket er vanskeligt at afgøre, da underekstremiteterne ikke er markeret. Underkroppen er dækket af en kjole og fremtræder hul som en dølle med ovalt tværsnit; den har kunnet omfatte en ca. 0,5x0,4 cm stor genstand og den har været mindst 1 cm dyb. Det er uvist, om figuren virkelig har været beregnet til at omfatte et emne, eller om den har haft plan underkant, således at den kunne stå på en flade.
Ansigtet er let dråbeformet med markeret kraftig hage og kort, vandret og tydeligt åben mund. Næsen er karftigt markeret og kan følges opad, således at den danner øjenbrynsbuerne. Øjnene er let fremstående og ovale og har muligvis været fremhævet med niello. Ørerne er markerede og ganske store og vistnok begge med markering af hullet i høretragten. Håret er redt stramt tilbage med tydelig markering af midterskilning. Præcis midt på baghovedet er det samlet i en en stram sløjfelignende knude og forløber så i en tydelig pisk hele vejen ned ad ryggen til underkroppen, hvor den går i eet med dragten. Hårstråene er tydeligt markeret. Mellem nakken og hårpisken er et cirkulært, ca. 0,2 cm stort hul, der må have fungeret i forbindelse med ophæng af stykket; der ses dog ikke tydelige slidspor i hullet.
Forsiden af figuren og hele ansigtet og håret er forgyldt. Skjoldet bærer spor af niello, det samme er tilfældet med ornamentikken på kjolens bagstykke og muligvis sværdet.
Figuren er iklædt en selekjole med V-udskæring i halsen. På brystet og ned på underlivet er klædningen glat. Armene fremstår glatte som om de er nøgne. Foran på underkroppen har kjolen lodrette riller for at illustre tekstilets tekstur/folder.
Kjolens bagside og sider og helt op på selerne øverst på ryggen har et geometrisk mønster nærmest som entrelac. Dette er fremhævet med niello på de højeste partier.
Figurens venstre arm holdes ned foran kroppen og holder et skjold foran venstre hofte/ind foran underlivet.
Skjoldet, der er delvis afbrudt, er let hvælvet med tydeligt markeret halvkugleformet skjoldbule. Ud herfra stråler krumme, radiære linjer som det kendes fra bla. gotlandske billedsten og nogle af de todimensionelle valkyriefigurer.
Højre arm er bøjet 90 grader og holder fast om et sværd, hvis od sidder fast på højre øverste kind. Sværdklingen er delvis borteroderet, men over- såvel som underhjalte er tydeligt markeret. Sværdfæsteknappen er trekantet med en indridset trekantet figur. Der kan ikke iagttages nogen sværdskede.
Chr. har ret i at kjolemønsteret gengiver Sct.Hans-kors (eller hvad den variant, som vikles om en ring, nu hedder).
Kjolens bagsidemønster er i øvrigt næsten ens på de to sider af hestehalen, men på venstresiden er det nedre Sct-hanskors brækket af, og til gengæld ses der en ekstra S-figur og to rækker polkapletter op over skulderen. På venstre side fortsætter nielloindlægningen helt ned til bunden af V-udskæringen. På bagsiden under hestehalens afslutning ser kjolen ud til at have haft en lodret midtersøm.
Kjolen er glat fortil og afløses under livet af en skråt afskåret plissering.
Jeg vil lige spørge Ulla Mannering, men for mig ser det ud til, at kjolen repræsenterer eet klædningsstykke. Hvis den plisserede del skulle gengive et separat forklæde, så er det i alt fald ikke angivet, hvorledes dette skulle være fastgjort.
Pigen har en kraftig glat ring omkring sværdhånden, som i øvrigt kun har tre fingre. Knoerne er tydeligt markerede.
Ringen har ingen markering af ornamentik.
Sværdet har niello i såvel greb som klinge, men jeg er ikke sikker på, at der har været niello i frisuren eller i pigens øjne for den sags skyld. Her ser der snarere ud til at være tale om korrossionspletter.
Hestehalen er afskåret i en let bue udfor det sted, hvor brudkanten i venstre side løber vandret.
Det kunne se ud til at skjoldet ikke er forgyldt og således har dannet en blank kontrast til pigens gyldne hud og hår og den sortdekorerede kjole.
Skjoldet har nielloindlægning i en omkringløbende fure langs randen og et antal (4) dobbeltbuer udgående fra centrum.
Der er ikke meget slid at se i hullet under hestehalen, men med god vilje kan der ses noget i den nedre del. I så fald har der hængt noget ned fra figuren, og jeg er tilbøjelig til at tro, at stykket kan have fungeret som prydhoved på enden af en stor ringnål af bronze eller jern !
Ringnåle er en temmelig uudforsket smykkeform, men der synes at være ganske stor variation, og vi har fra Tissø og lignende pladser flere stykker med figuragtige hoveder, hvori der findes øsken til ophængning af metalring+tvær-kæde/-snor.
En sådan funktion vil også forklare det slid, man ser på toppen af hovedet. Især hvis ejeren har båret en kappe eller andet overtøj hen over.