Om genstanden
Dragkiste med fire ben. Af lakeret træ med indlæg og fire skuffer. De indlagte motiver: ovenpå kisten: firkantet rektangulær bort af indlagt træ i lysebrun og mørkebrun. I hjørnerne kvarte cirkler også i lysebrun/mørkebrun/lysebrun. Indenfor rammen/borten motiv med vase med blomster: på den ene blomst sidder en due. På hver side af vasen to personlignende figurer nærmest i silhouet. På kistens sider (gavlene) samme rammelignende bort som ovenpå kisten, dog er kvartcirklerne her inddelt i mørkebrun/lysebrun/mørkebrun og udskåret med bølgekant. Motivet i rammen er her: vase med tulipanlignende blomster plus andre. På hver side af vasen står et dyr, hhv tv en hund og th en hjort eller lignende.
De fire skuffer har alle ornamenterede beslag med håndtag samt midt på ornamenteret beslag med nøglehul. Til kisten hører en nøgle. Håndtagene sidder midt i en lille indramning med en fugl på hver side (en slags fantasifugl). Der er tilstræbt lighed mellem fuglene på samme skuffe, men det er ikke lykkedes i alle tilfælde. Underste del af kisten ved benene er udskåret foran, men ikke bagpå og i siderne. Stod i CNs dagligstue
Blandt AMTs efterladte papirer fandtes regning på dragkisten: "Kjøbenhavn den 26 Oktober 1891/ Herr Kapelmusikus K. Nielsen/ til/ Alfred Nathansohns Antikvitetshandel./ Gothersgade Nr. 13, Stuen.// 1 Inlagt Drakiste 190// Summa 190// Betalt/ A Nathanson" (se CNM/1984/2857).