Om genstanden
Originalt glaspladenegativ, og tilhørende papirkuvert, af H.C. Andersen optaget af hoffotograf Georg E. Hansen, 1868. BO135. Øverst på glaspladen rester af papir, hvorpå der står: "5712 Skilt". Medfølgende nyere kontaktkopi. Motivudsnittet er større end hidtil kendt.
Til Andersens sidste fødselsdag blev denne glasplade benyttet til en fotomontage, hvor Andersen ses med den lille Charlotte Melchior med et svøbelsesbarn og en udstoppet stork. Historien fortæller, at Andersen på Melchiors landsted ”Rolighed”, havde sagt til den legende Charlotte, at hun sagtens kunne være glad, fordi hun havde så mange legekammerater, og om hun ikke kunne skaffe ham en. Charlotte havde da sagt, at hun nok skulle skaffe ham et barn, og at hun ville sige det til en stork, så han kunne få barnet til sin fødselsdag. Men måneden efter kom Charlotte grædende ind til sin mor, fordi hun havde opdaget at storkene endnu ikke var kommet til Danmark. Moderen tog da med Charlotte, en dukke og en udstoppet stork til Georg Emil Hansen og fik lavet en fotografisk optagelse, der blev sammen sat med den fotografiske optagelse af Andersen, som er på det originale glaspladenegativ. Fotomontagen modtog Andersen derefter som fødselsdagsgave den 2. april 1875.