Digtmanuskript: "Sielen"

Sielen.

#

Væsen du som mig opliver Aand, som lever i mit Bryst, Du, som Liv og Kraft mig giver, Higende mod Lysets Kyst! Er du vel en Guddoms Aand, Som forvildet sank fra Himlen, Og nu under Støvets Baand, Sjunken dybt fra Stjerne-Vrimlen, Venter paa den nye Vinge Som skal dig til Hjemmet bringe.

#

Ingen fatter dig du Høie, Du jo selv dig ei forstaaer, Drømme svæve for dit Øie Og en Evighed dig spaaer. – Naar den sidste Time slaaer, Naar den tunge Jorddragt falder, Hvorhen mon da Veien gaaer? Hvor mon Herren dig da kalder? Straaler da for dig i Døden Evig Dag bag Morgenrøden.

#

Skal endnu du her vel vandre Skjønt dit Støv er bragt til Ro? Skal, skjønt useet af de Andre, Du endnu paa Jorden bo? Skal du see det Frø sig hæve, Som din Haand her saaede ud? Skal du fra dets Krone svæve, Nærmere mod Lysets Gud. Skal Du end herneden skue Større Glimt af Almagts Lue?

#

Skal du useet kunne svæve Did hvor Længsel driver dig? Skal du blandt de Elskte leve Som en Engel lykkelig? Vil da lyst for Blikket staae Hvad ei Øiet kunde fatte? Skal, som Tanken, du udgaae Skue alle Jordens Skatte, Og i Aande-Vrimlens Klynge, Ære, Priis, Alherren synge?

#

Eller skal du dristigt svinge Dig i det umaalte Blaae? Høre Sphærerne at klinge, Og den dybe Klang forstaae? Eller er det i det Fjerne, Høit, hist under Himlens Blaae, At du paa en venlig Stjerne Først fra Støvet luttres maae, Før du med de Engle glade, Kan Dig i Guds Straaler bade.

#

Eller – nei! – ha fæle Tanke! Aand forgaaer du ved vor Død? Skal saa kort mit Hjerte banke, Og forgaae i Intets Skjød? O hvi maatte du da brænde Længselsfuld mod Himlens Fred. Hvorfor mon da Herren tænde Anelse om Evighed? ”Lev og nyd!” blev da, o Gud! Livets store, sande Bud.

#

Nei o Aand du lever! lever! Ellers var jo Gud ei Gud! Til en Salighed du svæver, Som kun Engle stamme ud. Som paa Tankens stærke Vinge Du kan her hver Gjenstand naae, Skal, som Aand du frie dig svinge, Skue Alt og Alt forstaae. Fortid, Nutid, Fremtid skue, Luttret ved Gud Faders Lue. –