Digtmanuskript: "Granada"

Granada.

I.

Held mig! Granada jeg seer, Mindernes selsomme By! Rom Du ligner deri, her strax man føler sig hjemme. Bjergene rundt om har Snee, Himlen ikke en Sky. Fra Alamadaen smukt klinger Gitanaens Stemme; Øinene blaae som i Nord, sneehvide Blomster i Haaret, Havfruens Skjønhed og Blik! - Vandrer! er alt Du bedaaret?

II.

Ja havblaae er hendes Øine, men Haaret som Skovsneglens Skind; Gjennem Øinene seer man lige i Tankerne ind. Hun er saa fast som en Drue, Munden et Væld med Kys, Om Tonedybet derinde havde en Drøm jeg nys; Over os glødende Æbler i hvert Granattræ hang; – En salomonisk Lovsang Hjertet om Sulamith sang. _____

III.

I Granada er det Maaneskin, saa klart, at Hver man kjender, Dog Vægteren gaaer med Lygte, og Lyset i Lygten brænder. Hvad søger han efter? Han søger vel Solen, der skal staae op. Imellem Bladenes Bolstrer en Drømmeverden er lagt; Du Rose, bliv mit Alhambra, med hende jeg boer i din Pragt. Og vi ere unge - ! imorgen da falder hvert Rosenblad. Vær du min Erindring skrinlagt i dette smuldrende Qvad.

IV.

Jeg leve vil i Granada, der Phantasus reiste sit Slot; Men nede i Malaga grav mig en Grav ved Havet saa blaat, Saa udstrakt, svulmende, herligt; høit synger den rullende Sø. I Norden jeg skar i en Græstørv mit Navn paa den danske Ø, Snart voxer Græsset derover, alle Minderne døe. ______