Brev fra H.C. Andersen til J.P.E. Hartmann (27/05-1833)

Paris den 27 Mai 1833

Kjære Ven!

Hvor uendelig t Meget har jeg ikke set og oplevet i lidt over en Maaned,
hvad skal jeg fortælle af dette evigt vexlende Panorama. I Kassel
besøgte jeg da Spohr og han sagde at dersom du vilde, ved en Leilighed
sende ham Musikken til Ravnen og han kunne faae en tydsk Oversættelse,
da skulde han gjerne gjöre den saa bekjendt han kunne, han skrev mig en
lille Canon i min Bog og saae ret meget paa din Composition der. Aloys
Schmidt i Frankfurt bad mig skrive sig en Opera Text og lovede at vente
saa længe til jeg blev det tydske Sprog saa mægtig. – Rhinen med sine
Ruiner paa Viinbjergene har noget blidt veemodigt ved sig, men det
fraperer ikke, der er Intet som begeistrer. Paris – ja, det er en By!
her maa du komme til, her leve næsten alle vore, jeg mener Europas store
Componister, her er Musik og Paris er en lille Verden selv. Det er en
herlig opvakt Nation, Kirkerne staae rigtignok tomme, men det er fordi
Nationen væmmes ved Catholicismens Theater Efekt og kødige Aands
Undertrykkelse! Paa et saa frodigt Friheds Træ maa der jo komme Vanskud
og det er der da ogsaa, men hvad er det, lidt letfærdigt, der yttrer sig
i Billeder som her hænge offentligt paa Gaden, men som man hjemme kun
vilde vise meget fortrolige Venner. Man seer tidt ældre Mandfolk sætte
sig ved Lys Dag paa de store Gader og udrette det Nödvendige, ligesom
det var eet lille Barn, det fraperede mig særdeles. Der tales af Damer
meget ligefrem om at barsle osv. Nylig saae jeg i Theatret en Vaudeville
”Sous Clef” hvor et Fruentimmer spiller ganske ene. Hun har lukket sin
Dør af og vil ingen denne Aften have ind, Kjæresten, en Soldat, banker
paa alle Døre forgjæves, hun er lystig, drikker sin Viin og klæder sig
formelig af til Særken, i samme Moment springer Kjæresten gjennem et
lille Vindue ind, hun skriger, flyver i Seng, han bag efter og Teppet
falder. – / Det gjør meget Lykke, men er dog skrækkeligt, jeg fölte mig
virkelig ganske undseelig, men her maa man vænnes til meget. Dog hvorfor
see til det Smaalige. Alt andet er stort, kom her til, ikke til Berlin
eller München, Paris er Byernes By, den blænder og henriver. Hils din
gode Kone, begge de kjære Børn, Zins og alle vore fælles Venner og glæd
mig med et lille Brev, du kan i det mindste give mig saa meget som dette
i et af Eduards. Hils Bredahl han skal faae Brev. Venskabeligst Andersen.