H.C. Andersen var et meget stort Barn lige til sin Død, men han havde det virkelige Geni’s Naadegave og var et Bevis paa at den store Begavelse og mange smaa og barnagtige Egenskaber kan rummes i én og samme Person. Han var ganske sygelig ængstelig for sit Helbred, trode stadig, især i de sene Aar at han blev stræbt efter Livet, skønt han stadig befandt sig imellem Venner. Naar han var syg, nærede han stor Mistænksomhed overfor den Medicin, han skulde tage, og for at sikre sig mod Fejltagelse fra Apotekernes Side, forlangte han altid Medicinen i den samme Flaske, som han sendte. Paa den havde han anbragt en lille Prik som kun han selv kendte, og naar saa Flasken kom tilbage, undersøgte han den straks, var Prikken der ikke, kunde Ingen paa Jorden formaa ham at tage Medicinen. Unægtelig en barnlig Maade at sikre sig paa. Naar han rejste udenlands anbragte han altid over sin Seng en Seddel med Ordene: ”Jeg er skindød” – af Rædsel for virkelig at skulle findes skindød i sin Seng og saa begraves levende! Forfængelig var han indtil Latterlighed – aldeles henrykt naar han blev rost og feteret og ude af sig selv af Fortvivlelse naar hans Æventyr blev kritisk bedømt i Aviserne. En Gang var han i London og besøgte sin Ven Charles Dickens. Denne kom en Morgen til ham paa Hotellet og fandt Andersen liggende paa Sofaen opløst i Graad. Forfærdet spurgte Dickens hvad der var i Vejen, og Andersen svarede med at række ham en Avis, hvori der stod en Anmeldelse af et /
af hans Æventyr, der blev blot en lille Smule kritiseret. Dickens kom til at smile og sagde ”Kære Ven, dette er jo intet at tale om! Hvis jeg skulde blive fortvivlet hver Gang mine Bøger blev kritiseret blot saa lidt, saa havde jeg ikke mange glade Timer”. I det hele kan det vist nok siges at A. i sine senere Aar led af Tvangsforestillinger, bl.a. den, at Folk vilde forfølge ham, og hans grænseløse Trang til Ros, til Anerkendelse, ja, endogsaa til grov Smiger, skrev sig fra al den Nød, al den Modgang, han havde lidt i sin Barndom og ungdom. Hans zarte sensible Natur og melankolske, tunge Sind havde i alle de Aar faaet saa dybe Saar, at disse aldrig blev lægte igen. Heri ligger ogsaa en Undskyldning for hans umaadelige Forfængelighed. Kongehuset hædrede ham, Prinserne og Prinsesserne skrev Breve til ham og takkede ham for hans Æventyr, han blev ofte kaldt op til dem for at læse højt og var lyksalig derover. Han fik Ordner og Titler, vi Børn kaldte ham altid Etatsraaden. Han kom ofte i vort Hjem, jeg husker tydeligt en Dag jeg lukkede ham op og sagde som sædvanlig: ”Goddag Hr. Etatsraad”, hvorpaa han vredt sagde: ”Konferensraad! Om jeg maa bede!” Hvorpaa han ret ublidt skubbede mig til Side og gik ind og satte sig fornærmet i Sofaen! Og det, skønt han holdt meget af mig, og jeg ikke anede, at han dog i Forvejen var blevet udnævnt til Konferensraad! Han følte sig altid som den grimme Ælling hvem Folk nu, vær saa god, skulde anerkende som den store hvide Digtersvane – han var altid paa sin Post om Folk nu ogsaa /
anerkendte ham tilstrækkeligt. De ser nok, at alt det var fuldkomment sygeligt, men det skal siges til hans Roes at hans Sind aldrig blev bittere, han var og blev til sin Død taknemlig og lykkelig som et Barn for Anerkendelse og Roes. A. havde Hjærte var kærligt og medfølende, han var grænseløs angst for at saare eller krænke Andre, og mente han at have gjort det saa havde han ingen Ro før han fik gjort det godt igen. ”Jeg er en stakkels syg, gammel Digter” sagde han ofte undskyldende om sig selv, bl. Andre til min Far, som var hans Læge og Ven. En Dag kom min Far op til ham, og baade A. og to gamle Veninder, som plejede ham, naar han var syg, befandt sig i heftigt Sindsopprør! A.s Briller var blevne borte og de to Damer havde ledt allevegne, de var ikke til at finde. Damerne bad om de maatte undersøge den Bog, som A. sidst havde læst i, men det maatte de paa ingen Maade, det var jo krænkende at mistænke ham for at have glemt dem der! Nej! Damerne havde nok selv gemt dem fordi de vilde drille ham! – Damerne stod aldeles ulykkelige – saa tog min Far Bogen – og fandt øjeblikkelig Brillerne deri! A. tog det Parti at Tudskraale, men min Far tog det Parti at holde en Tordentale til ham og sige: ”Andersen! De bærer Dem ad som et uartigt Barn, hvis De nu ikke straks beder de to Damer om Forladelse, saa tager jeg Damerne med mig og forbyder dem at komme her mere”! Et Par Øjeblikke laa A. hulkende og stønnende paa sin Sofa, saa rakte han Haanden ud og bad om Forladelse. ”Jeg er en stakkels syg gammel Digter” sagde han undskyldende, og hans to Veninder, som var saa vant til den Slags Medfart, tænkte ikke mere derpaa. Næste Gang fik de maaske en lignende Skylle af det store Barn! Men uhyre afholdt var han alligevel af sine Venner ved Siden af at de beundrede ham saa højt, og at denne Beundring strakte sig helt over til Amerika. Mange Breve fik han ogsaa fra Børn, og de, der kom fra amerikanske Børn morede og glædede ham altid særligt. Han var en dybt religiøs Natur, hvad enhver, der læser hans Æventyr, vil se – det er som en rød Traad, der gaar igennem dem alle.
I England har han en Tidlang været endnu mere forgudet end deres egen geniale Forfatter Charles Dickens, og man kan vist rolig sige, at nogle af hans Æventyr naa op i Højde med det Bedste i denne art, som nogensinde er blevet skrevet i Verden. Nogle af dem (f.Eks. ”Klokkerne” ”Skyggen” og fl.) er saa dybsindige at mange kloge Folk har brudt deres Hjerner med Forklaringer over hvad de egentlig betød. Men omtrent Størsteparten af dem (især de første) kan nydes baade af Voksne og Børn ”Den grimme Ælling” (som er ham selv) ”Fyrtøjet”, ”Klods Hans”, ”Den lille Havfrue” ”Store Klaus og lille Klaus” og mange andre er blevet læst i det uendelige i de fleste kultiverede Folkeslag, da ”H.C. Andersens Æventyr” er oversatte paa omtrent alle Sprog. Og de elskes og vil blive elskede endnu i en uoverskuelig Fremtid, ikke mindst paa Grund af de ædle og rene Betragtninger, der ligge til Grund for dem alle.
