Om genstanden
Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen
Christinelund tste Pintsedag S8.
Kjæreste Andersen! Hvad maa De dog troe om os, saalænge det er siden at De sendte Rigmor Deres sidste Eventyr og endnu har De ikke faaet Tak derfor. Sagen er den at jeg først vilde kjende dem før jeg skrev og jeg har havt saa meget at tage vare fordi Børnene have været syge og Huset været i Foraars?Reengjøring. Men nu, igaaraftes, læste jeg "Dyndkongens Datter", for lille Rigmor, som var særdeles betaget af den; hun skrev paa egen lXaand (det kan De nok see) et Brev, som jeg her sender Dem. Jeg har glædet mig meget over disse Eventyr, om jeg end troer, at der gives nogle af de gamle jeg sætter høiere. Det er dog en mageløs Rigdom af Poesie og Phantasie der er i Dem, det sprudler jo frem uaflbrudt. Jeg finder Storke?Familien saa udmærket baade som Ramme og Modsætning til den øvrige Deel af Eventyret; veed De selv af, hvor ofte De kommer til at sige en dyb Sandhed, eller er det Geniet der uvilkaarligt skaber den? Der var ellers Noget i Slutningen af "Dyndkongens Datter", jeg ikke har forstaaet Grunden til, det er hvorfor hun skal see ind i Himmerige og saa dog vende tilbage til den Jord, hun i Aarhundreder har været fra; Løftet om Indvielsen i Helligdommen blev jo givet hende naar hun havde "gjort sin Gjerning," men var hendes Optagelse i Himmerig da ikke nok? eller er det maaskee Eventyrets Natur, der her gjøres gjældende? bliv ikke ærgerlig over mine Spørgsmaal som vist ere dumme, jeg trænger til Oplysning derfor spørger jeg. Jeg morede mig mageløst over "Hurtigløberne," jeg kjender ingen Satire mere morsom og træffende end Deres Eventyr i denne Retning; den Gave De har til at lade Dyrene tale og give os Mennesker den tilbørlige Snært, er ganske glimrende.
Veed De hvad jeg glæder mig til, kjære Andersen? til at jeg vistnok faaer Dem at see i Kjøbenhavn i Juni, da jeg om, Gud vil, tilbringer den første Halvdeel af Juni i Kjøbenhavn; jeg skal nemlig bære Margrethe Groths lille Pige. Saa faaer jeg Dem at see inden De reiser. Harald glæder sig meget til sin Reise, han taler ofte om Dem. Jeg har megen Glæde af ham. Deels troer jeg at han er flink med sit Arbeide, han har megen Interesse derfor og hans Øie er meget udviklet allerede. Han har en dyb og solid Characteer, men mangler den fornødne Tillid til sig selv, et sørgeligt Arvegods som de fleste af os have faaet efter Fader; der er en Sandruhed og Paalidelighed i ham, som ofte gjør at han seer tilbageholden og uindladende ud, men som naar man forstaaer den, siger ligesaa meget som de varmeste Ytringer. Jeg haaber De skal have Glæde af Deres Godhed imod ham.
Tak, kjære Andersen! for Deres Godhed mod min lille Rigmor; hun nævner Dem aldrig uden at tilføie nogle venlige Ord. Tak for Deres tidligere Brev, som jeg endnu ikke har takket for. Tak fordi Deres Venskab er saa godt og trofast mod
Deres uforandret hengivne Jonna.
