Om genstanden
Brev fra Jonna Stampe til H.C. Andersen
Christinelund d. 27de December 65.
Jeg blev ganske skamfuld, kjæreste Andersen! da Deres venlige Brev kom forleden, jeg var jo endnu ikke naaet til at takke Dem for Deres smukke Samling Eventyr, som De var saa venlig at sende mig, og saa kom dertil et fornøieligt Brev, der gjorde min Gjæld større. Tak fordi De skrev, jeg længtes efter at høre fra Dem. Jeg har ofte tænkt paa, at De vist glæder Dem over den milde, bløde Vinter, der endnu kalder Violerne frem, og naar De, som jeg af Deres Brev erfarer, gjør Udflugter til Landet, er et saadant Veirlig, der endnu ikke har bundet Naturen, dobbel behageligt. Jeg hørte lidt af Bladene om Deres Besøg i Sverig og at De havde Glæde deraf. Ogsaa fortalte Rigmor mig om Deres Taler ved Sølvbrylluppet. Nu tænker jeg, jeg snart faaer at vide om De reiser til Portugal, gid De maatte beholde det milde Veir, hvis det skeer. Det forundrede mig, at De ikke mere havde Deres gamle Leilighed hos Md. Anholm, som jo dog i Aarenes Løb var bleven Dem hjemlig og kjær, og hvor jeg saa tidt tænkte mig Dem, oppe i de venlige Værelser, med den livlige Udsigt. Jeg kan tænke mig, at De har havt det godt paa Holsteinborg hos de hjertelige Mennesker, der sætte saamegen Pris paa Dem, men nu søger dette Brev Dem paa Basnæs. ? Vi have havt en urolig Juul, ikke efter min Smag, men nu træde Børnene til og kræve deres Ret, Jeg har allered siddet to Aftener som trolig Vogterske for mine 3 Pigebørn, som jeg tog med til Børnebal, og i morgen Aften skulle de til det 3die Bal, jeg haaber det bliver det sidste i denne Juul. De more dem saa deiligt derved, Børnene, og hvor lang Rigmor end er, er hun dog ganske Barn og morer sig kosteligt ved at danse med en Dreng, der kun er halvt saa høi som huo selv. Astrid er aldeles opfyldt af Balglæderne og lægger Planer for at spare Penge til et Bal her, mens Christine, der er saa lille endnu og ikke tager sig ud paa Bal, i Tankerne drømmer at hun gjør Lykke og faaer 20 Bouquetter af Herrene. Nu voxe de jo op til deres Ungdomstid, de kjære Børn, og Livet udfolder sig for dem, Gud bevare dem og føre dem uskadt derigjennem. "Før Rosen veed af det, er den en Hyben," veed De nok, at De selv siger, og det føler man, naar man seer Pigebørnene 1øbe op omkring En. Men Gudskelov! for hver Tid med sine store Glæder, og Gudskelov for Ungdommen, der tager Livsglæden i Arv, naar vi Andre henflytter den til et sikrere Sted end denne Jords Omraade. Den er dog liflig at see paa. ? Naar nu denne urolige Juletid er tilende, flytte Omegnens Beboere for det meste til Kjøbenhavn, og kun nogle enkelte Familier blive tilbage. Vi leve da et stille og ensformigt Liv, ventende paa det Iyse Foraar; men for den, der ret bliver fortrolig med Naturen, har den altid et Blad, en Blomst tilovers; selv om Sneen dækker Jorden, er der Mos opad Stammerne i Skoven. Og for den, der trænger til indre Liv og til Ensomhed for at dette kan udfolde sig, er just Ro og Ensformighed velgjørende: Tankerne klare sig og Sjælen voxer. Jeg venter dog ogsaa kjær Aflbrydelse paa Stilheden, idet Moder har talt om at komme herud i Januar og Fanny Beutner senere hen; begge disse Besøg glæder jeg mig inderligt til. Lewel, kjære Andersen! tak for det gamle Aar, for gammelt trofast Venskab. Bevar mig det ogsaa i det kommende, og gid De maa have det godt, hvor De end færdes; Vorherre drage Dem mere og mere til sig.
Deres hengivne Jonna Stampe.
