"Underlige Drømme"
Det er saa stille i vor by,
Thi det er kun ved Morgen-Gry;
Man ser ei Hund, man ser ei Kat,
Selv Vægteren har sagt: "God Nat!"
Han sidder i et Kjælder-Skuur,
Og faaer sig der en lille Luur. -
Tre Haandværkssvende gaae forbi,
De vandrer bort i Compagnie;
Paa Ryggen har de hele Klatten,
Og Voxdugs Overtræk om Hatten;
De ere glade hver og een,
Thi de har unge, raske Been;
En Smed, en Skrædder og en Bager,
Er det, som nu paa Vandring tager.
Man snart kun Byens Taarne seer,
Der Solens første Straale leer;
Men hvor de Svende komme frem,
Som Konger Alt modtager dem.
Det Hele røber noget stort,
Dem skoven staaer, som Ære-Port;
Vel er ei Borgerskabet der,
Men Skovens Fugle synge her,
Det gaaer saa jevnt i Mol og Dur,
Som om det Hele var Natur!
Der er saa smukt, hvorhen de see,
Saa Hjertet ordentligt maa lee,
Ja, det vil gjennem Bryst og Frak,
For selv at sige: "mange Tak!"
Men som de gaae i Skoven frem,
En deilig Qvinde møder dem,
Hun har en græsgrøn Kjole paa,
Og Vinger smukt fra Skuldren gaae;
Hun bærer frem et gyldent Horn,
Med smukke Blomster, Frugt og Korn,
Fortuna kalder Verden hende.
Hun hilser vore Ungersvende,
Og skjænker dem med venligt Sind,
Et Æble, rødt som hendes Kind,
Et Lykkens Æble nok saa smukt
Og svinder saa bag Skovens Bugt.
De svende glad’ paa Æblet see;
Men, Herre Gud! de er’ jo tre,
Og Æblet kan de ikke dele,
Thi lykken boer kun i det Hele.
Der tænkes ud, der tænkes ind,
Men Tanken bliver dog til Vind;
Tilsidst staaer Skræderen da frem
Og dømmer saadan mellem dem:
At alle tre paa dette Sted
Skal lægge sig paa Jorden ned,
Og æblet vil de den tildømme,
Der har de underligste Drømme.
Thi lægger de sig strax til Ro -
- Der gaaer en Time; der gaaer to -
Men endelig de sig da røre. -
- Nu skal vi deres Drømme høre.
"Mit er da Æblet!" siger Smeden.
"Jo, jeg har været fælt i Heden!
Ja værre end man muelig troer!
I Drømme jeg til Helved foer;
Det var en Smede lang og bred,
Og den var Fanden selv for heed.
Der var en Larm, der var en Støi!
Og Djævle kom og atter fløi;
Den smiilte sødt, den hele Slægt,
Og kaldtes der: en hellig Sekt.
Paa Bibelen de smedet hen,
Gud kjendte den vist knap igjen;
Paa hovedet blev sat hvert Ord;
De fange vil den hele Jord.
Ja binde Tanke og Fornuften;
Med Taage fyldtes hele Luften,
Og hvem de fangede hvert Aar,
De bleve kaldte Troens Faar!" -
Men Skræderen begyndte nu:
"Jeg drømte mere sært end Du!
Jeg var saa luftig, som en Myg,
Og Vinger voxte paa min Ryg,
Ja, uden at jeg veed hvordan,
Med eet jeg kom til Himlen an.
Den var saa stor, den var saa sval,
Det var en deilig Skrædder-Sal!
Paa hver en Sky stod Engle smaae,
Der havde ei det mindste paa;
De syede med Traad og Naal,
(Regnbuen, den var Skrædder-Maal)
Det hele var saa propert her,
Og Pressejern var Solen der.
Man sang saa smukt paa dette Sted,
Og jeg, ja jeg sang ogsaa med;
Vi syede ved Sang og Spil,
Saa Helvede blev reent syet til.
Jeg næsten tror det er endnu!
Men, Bager! siig, hvad drømte Du?
Skjønt Æblet neppe bliver dit " -
"Jo, Æblet troer jeg bliver mit!"
Gensvarer han, "thi med Forlov!
Jeg hverken drømte eller sov.
Thi, som jeg lagde mig til ro,
Saae jeg, hvordan I begge To,
Fløi hver til sit, med Huud og Krop;
Een gik derned, Een gik derop!
Da brugte jeg Forstandens fem,
Og tænkte: den kom aldrig hjem,
Der engang foer til Helved ned.
Og den, som fik i Himlen Sted,
Han har jo Fryd og gode Dage,
Og vandrer heller ei tilbage.
Da hver er kommet nu til sit,
Jeg tænkte, Æblet er da mit! -
Det var en fiin, en deilig Slags;
Thi spiiste jeg den lige strax!"
H.C. Andersen
