Brev fra H.C. Andersen til Christian Voigt, 1831/1832

Et brev, hvoraf udskriften mangler. Brevet er skrevet af H.C. Andersen og stilet til Christian Voigt, Riborgs broder. I brevet tager H.C. Andersen afstand fra Christians efterretning om, at Riborg har følt, at Andersens digte - måske i særdeleshed indledningsdigtet til Phantasier og Skizzer "Hvad jeg elsker" - var adresseret til hende. Digtet er også citeret fra i dedikationen til digtsamlingen, som H.C. Andersen sendte til Riborg Voigt i julen 1830. Fra digtsamlingen stammer også digt-cyklusen "Hjertets Melodier" (p. 113-117), der har ganske tydelig adresse til Riborg Voigt. At Riborg har betroet sin broder dette - og broderen dernæst har viderebragt det til H.C. Andersen, har forskrækket digteren såre, og har følgelig måttet afvise, at digtene skulle have med Riborg at gøre. Riborg Voigt var den 27. april 1831 blevet gift med skovridder Poul Jacob Bøving, og Andersen nærede ikke noget ønske om med sine digte at lægge sig imellem brud og gom. Han henviser til rejsebogen "Skyggebilleder", der udkom 19. september 1831, til omtalen af "Damen paa Sonnenstein" (kap. XII: "Her nærmer sig os et Fruentimmer, hun har været smuk, men Smerten har forstyrret hendes Træk. 'Jeg er Tasso's Leonore; Heine har ogsaa besjunget mig! ak ja, der ere mange Digtere som have sjunget om mig, og det kan ret kildre et qvindelig Hjerte! det er min Triumph; der var ogsaa Een, men han kunde ikke besynge mig, og saa skjød han sig i Hjertet og det var da ligesaa godt som en Sang, - nu er hele Verden blevet gal af Kjærlighed til mig, og derfor er jeg taget herud paa dette fremmede Slot; men de ere nu ogsaa her allesammen blevne gale af at see paa mig; men jeg kan jo ikke gjøre derved!'") i det han sammenligner Riborg med denne skikkelse, der tror "at alle Digtere besynge hende". Andersens afvisning af det åbenbare er ganske hårdnakket og bebrejdende. Det er ham magtpåliggende ikke at skabe skandale. Alligevel gør han indrømmelser, indrømmer sin kærlighed til den ugifte Riborg, og bøjer af i afslutningsordene, der signalerer den moralske nødvendighed i den kolde afvisning: "Tal derfor om Heine og Vilhelm Müller til hende og lad hende kun see Digteren [understreget], og ingen anden. Andet kan og bør [understreget] jeg ikke være". Ved denne tolkning lader brevet sig datere til efteråret 1831.

En anden læsning af brevet giver en anden datering. Andersen ærgrer sig i brevet med ordene: "elskede hun mig ikke og jeg da synger om een der svoer mig Troskab osv, hvor falder hun da paa at det er hende!". Ordene kan henvise til afdelingen "April" i digtcyklusen "Aarets tolv Maaneder". Heri gør Andersen brug af sin personlige erfaring: April er jo Riborgs bryllupsmåned, og i digtet har elskeren og fuglen en dialog. Fuglen fortæller at elskerens eneste ene er gift og lovet en anden troskab, og digteren svarer:

"Gud! til Dig jeg Tak vil sende;
Fader, ja, Du gav mig hende!
Hun, min første Kærlighed,
Min i Tid og Evighed!

Lille Fugl! løft glad din Vinge,
Hilsen Du til hende bringe;
Du om Troskab synge maa,
Ogsaa hun vil Dig forstaae!"

Med denne udlægning lader brevet sig datere til sent efterår eller december 1832, da bogen udkom 18. december 1832.


Brevet har tilhørt Riborg Voigts tipoldebarn Kirsten Bierring, der døde uden familie i 2011. Kirsten Bierring havde fået brevet af sin bedstemor. Den nære veninde Else Marie Filtenborg, der arvede Bierring, overrakte museet brevet den 21. maj 2014 mod museets betaling af arveafgiften.