Brev fra H.C. Andersen til Christian Wulff (06/09-1838)

Kjære Ven!

Din Fader har aldrig ret været mig god; det er Dig og Jette, som have
holdt mig til Eders Hjem, det er Eder, jeg har følt Længsel efter, Eder,
ved hvem jeg har glemt mange saarende Bitterheder. Efter et Brev jeg
imorges har faaet fra din Fader, kan jeg aldrig mere komme i et Huus
hvor jeg nu i atten Aar følte mig, som hjemme. Du maa troe din Fader
mere end mig, Du maa følge hans Anskuelser, vi faae hinanden altsaa
mindre at see og hvorlet slukkes da ikke Venskabet; i dette Øieblik
føler jeg Tabet i hele sin Bitterhed, jeg har Feber i mit Blod! det er
som begravede jeg mine kjæreste Venner. Historien er ordret denne: jeg
kom iaftes i Theatret, og spurgte der din Fader om han havde hørt noget
til Eder: »ja«, sagde han, »noget meget slemt!« jeg blev forskrækket, da
jeg tænkte mig en Ulykke paa Søen. »Nei, det er værre!« svarede han,
»man har talt ondt i Byen om de stakkels Børn og det er Folk, som man
ventede vare Eens Venner!« Derpaa vendte han mig Ryggen; at disse Ord
gjalt mig, maatte jeg jo strax forstaae; jeg passede paa da han i
Mellemacten gik ud og fulgte efter, men i det han kom i Døren, vendte
h[an] om, saa jeg ikke kunde faae talt med ham og høre en Forklaring.
Jeg gik da hjem[,] skrev et Brev hvori jeg bad din Fader sige mig hvad
han havde hørt for at jeg kunde forsvare mig; da jeg ikke havde Tanke om
at jeg kunde bagtale Dig og Jette, maatte jeg jo vide, hvad det var.
Imorges fik jeg et Brev, hvori siges mig af Faderen at jeg har fortalt
en latterliggjørende Anecdotte om Jette, Dig har der Intet været om;
hvor og hvorledes Anecdoten er, faaer jeg ikke at vide og det er mig
utænkeligt at jeg kan have sagt noget der kan have krænket hende, eller
maa gjøre det. Fra Nysø maa Historien stamme, det maa være om at hun
vilde kjøre og jeg var bange for at vælte, som jeg maaskee, jeg veed det
ikke, i Spøg kan have sagt til een af mine Nærmeste. At jeg nævner Nysø
ligger i hvad der mere staaer i Brevet, og som jeg vil anføre ordret for
at Du kan see hvorledes dette er affattet. _ »De har offentlig søgt at
hædre Hauch, ved at dedicere ham en Bog det Skjendselsminde, som er
opreist for hans Kone maa den som satte det staae Gud og ham til
Regnskab for! « ? Her kan kun et eneste Tilfælde være tænkelig. Du veed,
eller din Søster veed det, hvorle[de]s Fru Stampe udmalede Historien om
Reisen til Møen; hun fik mig da til, da vi var i vor sædvanlige Kreds
til at improvisere og jeg sagde i Vers hvad hun sagde alle Mennesker i
Prosa. Det var i det høieste ubetænksomt, dette maa det være, som Deres
Fader kalder »et Skjendsels Minde«; hvorvidt det siden fortrød mig
viser, at jeg da Selskabet var større og Fru Stampe bad mig om samme
Themas Behandling paa det bestemteste nægtede det. Overvei nu Du det
Hele og husk at din Fader slutter sit Brev med: »iøvrigt beder jeg Dem
fritage mig for videre mundtlig eller skriftlig Erklæring«. Det vil
sige, jeg ønsker Dem ikke indenfor min Dør.
Hvad jeg i dette Øieblik lider, ønsker jeg ikke han eller nogen maa
prøve! Tak for dit Venskab min broderlige Ven, Tak din kjære Søster! i
en anden Verden, ville Menneskene ikke gjøre hinanden Livet pinefuldt og
tungt. Skriver Du mig til vil det overraske og glæde mig; men jeg venter
intet Brev, jeg venter slet intet af Venner. Lad din Søster vide hvad
her staaer. Hils Koks.

Din altid hengivne H.C. Andersen.