Om genstanden
Skaaltale for H:C. Andersen ved Grosserer Melchiors Sølvbryllupsfest paa Rolighed den 17.Juni 1871.
Dagbog: Til Brudeparrets [15]
Skaal var Sang af Carl Andersen, fra Ploug var en
Sang til Rolighed, eet Vers deri om Husets Skjønheds Trang,
tog Hr Bang Anledning af til at udbringe en Skaal for mig.
Skaaltale for H.C. Andersen ved Grosserer Melchiors Sølvbryllupsfest paa Rolighed den 17 Juni 1871.
Efter en spøgende indledning, hvori henvistes til en i den nys afsungne Sang af Carl Ploug forekommende Passus om at Festparret havde ydet hjemligt Ly for de bildende Kunster og for Skjaldekunstnerne, greb Taleren Anledning til at udtale sig saaledes:
Disse Ord finder særlig Anvendelse paa en Mand, der er her tilstede og som har i det sidstse Par Aar gjort denne Familie stolt og glad ved at modtage deres gjæstfrie Indbydelse til et Sommerophold hos dem. Jeg behøver ikke at sige, at denne mand er H:C: Andersen. Og jeg vil ikke blive modsagt af Nogen, naar jeg udtaler, at vi Alle, Gamle og Unge, skylde ham usigelig meget. Derfor benævnede jeg ham ikke Etatsraad Andersen, og jeg betegnede ham ikke som den, hvis Bryst er prydet med mangfoldige, danske, svenske, tyske, ja mexikanske Ordener. Nei, jeg kaldte ham kun H:C: Andersen. Dette er hans Digternavn, det er det, som har gjort ham stor og berømt, det er det, som han har gjort udødeligt. Af hans "Livs Eventyr" erfare vi - og vi Ældre have / selv været Vidner dertil - at det i hans Ungdom en Tidlang gik ham selv som hans egen grimme Ælling. Han blev miskjendt, og det navnligen af nogle af dem af hvem han helst vilde forstaaes, og derfor blev han overseet, tilsidesat og krænket. Men da han havde iført sig sin deilige Svaneham og med opreist Hoved og udspilede Vinger svømmede let og yndigt hen over Poësiens speilklare Vover, da vandt han seirrig baade her og i Udlandet, den Anerkjendelse, som hans herlige Digtergenius fortjente, og den tiltog Aar for Aar i Varme og Styrke. Det er derfor vor Beundring for Digteren og vor Kjærlighed til Manden H:C.Andersen vi her give et Udtryk, naar vi benytte denne Leilighed til at bringe ham vore Hjerters varmeste Tak fordi han ikke blot har rakt vor Ungdom den reneste, ædleste Aandsføde, men ogsaa har formaaet og daglig formaaer at hentrylle os Ældre til et Barneparadis, som han selv forskjønner med de deiligste Blomster, og hvor man aander saa frit og let netop paa Grund af den velsignede Renheds Duft, der gaaer igjennem Alt, hvad der kommer fra hans Hjerte, hans Aand og hans Pen, en Tak, fordi han gjør vore Børn bedre og os Gamle til glade Børn! Han leve"
Tekst fra: Solveig Brunholm
