Portrætfotografi af H.C. Andersen, BO11

Museum Odense

Portrætfotografi af H.C. Andersen, BO11

Inventarnummer
HCA/A-50A

Om genstanden

Næsten profil t. h.; knæst.; siddende ved tæppedækket bord, hvorpå blækhus og papirark; venstre hånd på sidstnævnte; pennefjer i højre hånd, der hviler i skødet. I baggrunden t. v. smal stribe af forhæng, der forneden er trukket mere frem. Signeret i nederste venstre hjørne: Fr. Hanfstaengl. 27.5 × 22.5 cm. Franz Hanfstaengl fot. ca. 10.7.1860.
H.C. Andersens ekspl. af Skriv- og Reise-Calender for 1860, under 10.7.:
"Photographert af Hampfstengel i München".

H.C. Andersens dagbog 10.7.1860, München:
"fik Brev fra Hofrath Hampfstengel der glædede sig til mit komme for at photographere mig til "Zeitgenossen", Vogel kom der, det første Billed uendelig deiligt men der var en Plet i Glasset der dannede en heel Laas for min Mund, det andet ogsaa smukt, det foreslog jeg benyttedes, det tredie med hele mit Ansigt [dvs: en face, nr. 10] behagede mig mindre".

Brev fra Le Locle 3.8.1860 til Henriette Collin:
"Før jeg forlod München fik jeg Indbydelse af den bekjendte Kunsthandler og Kunstner selv, Hofraad Hampfstängel, der bad mig om at sidde for at min Photographi kunne tages til det bekjendte Værk af bekjendte Personer, han udgiver. Han tog to! aldrig har jeg seet et saa smukt og dog lignende Portræt af mig! jeg blev aldeles overrasket, forbauset ved at Sollyset kunde forme en saadan Skjønheds-Skikkelse af mit Ansigt. Jeg er smigret i utrolig Grad og dog er det Photographie kun. De vil faae det at see; det er det eneste Portræt min Forfængelighed ønsker gaaer over til Efterverdenen. Hvor de unge Damer da ville sige: "At han ikke blev gift?!""

Brev fra München 3.10.1860 til Edvard Collin:
"Naar De kommer forbi Bing, vil De da ikke see ind til ham, eller lade forhøre, om der ikke er kommet til mig fra Hofraad Hampfstängel to Photographier af mig, tagne i forskjellige Stillinger; Hampfstängel siger han har sendt disse derhen og jeg skulde vælge hvilken af disse jeg vil have ud i Verden, jeg anseer det i Profiil for smukkest, siig mig Deres Mening og opbevar Billederne til mig; jeg har lovet Hampfstängel at jeg i Kjøbenhavn skal underrette ham, gjennem Bing hvilket Billed jeg vil have i Kunsthandelen".
Brev fra Edvard Collin til H.C. Andersen 24.10.1860:
"Endelig har jeg faaet de 2 Hanfstängelske Photographier fra Bing. I mit Huus gjøre de ikke megen Lykke, dog har det ene, som nærmest er i Profil, endeel godt; kun er Minen overflødigt udfordrende".
Optaget på foranledning af fotograf Lønborg efter et gammelt billede i Hanfstaengels arkiv. Næsten profil t.h.; knæst.; siddende ved tæppedækket bord med blækhus og papirark. Ekspl. Har mus.nr.50a en seddel (affot.) hvorpå H.C. Andersen skrev: "H.C. Andersen geboren in Odense in Danemark 2. April 1805. München im Juli 1860."
Købt af Hanfstaengel. Munchen, på foranledning af fotograf H . Lønborg. Odense, 1931 for 14 kr.

Mere fra samlingen

Udforsk hele samlingen →

Oplev vores museer

H.C. Andersens Hus

Træd ind i eventyret. H.C. Andersens Hus er for alle, der holder af leg og gode historier.

H.C. Andersens Barndomshjem

10 minutter fra TID – og 5 minutters gang fra H.C. Andersens Hus – ligger det lille gule bindingsværkshus i Munkemøllestræde, som H.C. Andersen boede i, fra han var to til 14 år.

Carl Nielsens Barndomshjem

Træd ind i Carl Nielsens hjem og duft den harpiks, man brugte til at smøre violinstrengene med.

Carl Nielsen Museet

Et moderne museum med store temperamentsfulde symfonier og fine folkelige sange af den fynske komponist.

Den Fynske Landsby

Et frilandsmuseum med fokus på bæredygtighed og inspiration til grøn hverdagsaktivisme med bund i historien.

TID – Museum for Odense

Få timevis af oplevelser og overraskelser – og et særligt museum for børn. Gå heller ikke glip af den internationale billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen.