Om genstanden
»Rolighed« ved Kalkbrænderiet den 10 Juli 1868.
Kjære Fru Grevinde!
Det er længe siden jeg skrev til "Holsteinborg", men Hjemmet og de Kjære der have tidt været i min Tanke paa den nu tilbagelagte Reise i Udlandet. I April drog jeg afsted; læste i Odense til
Indtægt for Frederik VIIs Asyl for fattige gamle Haandværkere og deres Enker og jeg havde den Glæde at der kom en ikke ringe Indtægt, to Bønder gik halv tredie Miil ind til Byen og samme Veilængde tilbage, for kun at høre mig. I Amsterdam blev jeg en halv Snees Dage hos kjære Venner og mødte Opmærksomhed og Hjertelag, ikke mindre i Belgien, men i Paris savnede jeg dog formeget "Udstillingen" forrige Aar, saa at jeg kun blev her otte Dage. Theatrene frembød intet Nyt og Varmen var voldsom! Jeg blev her derfor som sagt kun otte Dage. Man sagde mig at Deres Naades Søster Grevinde Daneskjold med sin Mand var der, jeg søgte dem forgjæves, men Deres Svoger fandt mig i min Bopæl; jeg havde netop da faaet Brev fra Fru Melchior, deri laae en lille Krands af de første Bøgeblade og Skovgrønt hjemme fra, jeg sendte den til Deres Søster, der elsker vor skovfriske Danmark. Fra Paris kom jeg til Schweiz og havde det Uheld paa Banegaarden i Neuchatel at falde, gnave Huden af Albue og begge Knæ, men efter to Dage blev det helet, senere var jeg ikke saa heldig, som jeg nu snart skal fortælle. Jeg blev otte Dage hos en Ven og Landsmand paa hans Landsted ved Genf gik saa til Ouchy og boede i beau rivage, men Varmen drev mig snart nord paa, op til Bern, her blev det Regnveir; jeg forlod Schweiz blev et Par Dage i Baden-Baden og lagde Veien hjem over Schweiz [o: Ems], her havde jeg den Fortræd, Aftenen før den bestemte Afreise, at jeg paa den mørke Gang stødte mod en Kuffert, der var stillet midt i Veien, jeg fik et stort Hul i Skinnebenet, der hovnede op og smertede, Lægen forordnede lis-Omslag og med dette laae jeg nu i to Døgn, den fjerde Dag, efter at være forbundet, fik jeg Lov at reise, men det var en Qval, en brændende Pine; i tre Dage naaede jeg over Cøln og Hanover til Hamborg, Benet var meget angrebet, Lægen raadede mig at blive nogle Dage, ikke reise videre; en velhavende, elskværdig Kjøbmands Familie Warburg tilbød mig deres Huus, Lægen besøgte mig der daglig, jeg havde Alt hvad jeg kunde ønske mig, men hele 14 Dage sad jeg bundet til Stuen. Deres Naades Slægtning Fru Etatsraadinde Donner, hørte at jeg var der og syg, hun søgte mig strax op, tilbød mig sit Huus, det jeg dog ikke nu kunde tage imod, da jeg allerede var saa vel optaget. Daglig lod hun høre til mig, kom selv igjen, sendte mig en Kurv med Blomster og Jordbær. Mit Navn smukt i Forglemmig ei og en hjertelig Tilskrift. Hvor var hun hjertens god! Endelig fik jeg lov at reise. Det havde været mit Ønske at gaae til Basnæs og derfra over til Holsteinborg, men nu var det om at komme snarest i Stilhed. I Løverdags naaede jeg Byen hvor jeg paa Banegaarden blev afhentet af Groserer Melchiors hos hvem jeg boer og hvor Lægen hver Dag besøger mig. Endnu er Saaret aabent, og tænk det er nu snart hele Uger siden jeg stødte mig. Det gaaer imidlertid fremad, men jeg tør ikke gaae ud, heller ikke kjøre, men længe skal jeg nu ikke sidde siger Lægen. Ellers har jeg Alt saa rigt og velsignet det er tænkeligt. Besøg faaer jeg og mange Breve; snart faaer jeg vel ogsaa eet fra Deres Naade, tør jeg ikke nok troe der paa? Hjertelige Hilsener til Hr Greven og Børnekredsen ligesaa til Deres Naades Fru Svigermoder fra
Deres taknemlige, ærbødige
H.C. Andersen.
