Om genstanden
Kjøbenhavn 13 October 1868.
Kjære Fru Grevinde!
Igaar erfarede jeg at den elskværdige gamle "Bedstemoder" var kaldet til sin Gud; Sorgen ligger i Savnet! De savne hende jo Alle! Der er nu to milde Øine mindre paa det hyggelige Holsteinborg; med fromt Barne-Sind saae hun paa Verden om sig, op mod sin Gud!
Da jeg igaar havde læst at hun havde lukket sine Øine her, vilde jeg have skrevet strax, da mødte jeg paa Gaden Deres Naades Vogn, jeg saae Dem og Hr Greven i den, jeg saae ogsaa at De vilde standse Kudsken, men at han ikke bemærkede det. Senere paa Dagen gik jeg hen i Hotellet, men hverken Deres Naade eller Hr Greven vare hjemme og jeg var hindret i at komme igjen før Banetoget gik, det jeg vidste De toge med. Jeg havde saa gjerne hørt om den kjære Enkegrevinde, om hun, som jeg troer, blideligt og stille er gaaet ind i Evigheden; hørt om hendes sidste Dage. Jeg havde ogsaa ønsket at see og vide hvorledes Badestedet Soden havde virket paa Dem selv.
Flere Uger er det siden jeg forlod Frijsenborg[203], paa Hjemreisen blev mit Been igjen sygt og endnu er det ikke lægt, ellers havde jeg paa denne Tid, efter Fru Scavenius's venlige Indbydelse, været paa Basnæs og altsaa kunnet søgt og seet de Kjære paa Holsteinborg. Mit Been synes ikke at ville heles, hver større Bevægelse er det en Fortræd.
Med al min Tanke og Deeltagelse er jeg hvor den elskværdige Bedstemoder savnes; jeg husker hendes Smiil, hendes venlige Ord naar jeg bragte hende Blomster stillede i Betydning for hendes barnefromme Sind. Hun er gaaet fra Kjærlighed hos sine Børn ind i Kjærlighed hos Gud!
Min inderlige Tak til Hr Greven, at han, da tilvisse hans Tid igaar har været meget optaget, dog søgte mig; jeg var, desværre borte! Alle Børnene min kjærligste Hilsen.
Deres Naades taknemlige, ærbødige
H.C. Andersen
