⚠ Denne side er under udvikling. Der testes ufærdige funktioner.
Brev til Mimi Holstein.
Emne: Brev til Mimi Holstein.
Ophavsperson: Hans Christian Andersen (1805-75)

Brev fra H.C. Andersen til Mimi Holstein (28/02-1869)

Beskrivelse

Kjøbenhavn den 28 Februar 1869.

Kjære, fortræffelige Fru Grevinde!

Deres Naade har været i Kjøbenhavn, og som jeg hører, end ogsaa været her i længere Tid, jeg vidste det ikke! Da Tjeneren bragte mig den smukke Blomst, endnu er den i duftende Flor, laae jeg syg. Jeg havde flere Dage ondt i Halsen, stærk Feber og maatte holde mig inde. I Torsdags da jeg kom i Hotellet og medbragte tre nye Eventyr som jeg glædede mig til at læse for Deres Naade, var De ikke hjemme og jeg hørte at De reiste til Holsteinborg samme Aften; nu maa altsaa der mit Brev søge Dem, det sige min inderligste Tak for Deres Naades Trofasthed i Velvillie mod mig, det bringe de kjærligste Hilsener til alle Børnene; jeg har i denne Vinter heelt op til disse Dage, tidt med Tankerne været paa den deilige gamle Gaard og erindret saa meget Godt og Elskeligt; jeg skriver nemlig, for en amerikansk Boghandler, Fortsættelse af "mit Livs Eventyr", fra hvor dette slutter i den danske Udgave af "samlede Skrifter", til Festen for mig i Odense. Disse tolv Aar have riig Afvexling, det har ikke været saa let at samle og bevare de meest fremtrædende Momenter, Breve og Optegnelser maatte frem og derved kom i Tanke mangen en deilig Dag paa Holsteinborg. De tre nye Eventyr jeg vilde have læst for Deres Naade, ere: "Kometen", "Solskins Historier" og "hvad man kan hitte paa". De to ere allerede sendte til Amerika for der først at trykkes. "Dryaden" har jeg endnu megen Glæde af og den er allerede i et Par engelske og tydske Udgaver. Mine Reiseplaner i dette Aar ere endnu svævende, maaskee flyver jeg lidt ud i Mai, eller bliver maaskee hele Sommeren hjemme, men da vil jeg ogsaa, om Gud vil det, flyve afsted midt i September for at blive Vinteren over i et sydligt Climat. Det nye Drama af Hertz: "tre Dage i Padua" vedbliver stadigt at give fuldt Huus. laften skal jeg see første Forestilling af Heibergs Pottemager Walter; jeg er meget spændt paa hvorledes den unge Debutant Holm-Hansen vil komme fra Hovedrollen, jeg saae ham i "Vintereventyret" hvor han af Publicum og "Bladene" blev grusomt haardt bedømt, næsten frakjendt alle Evner; jeg var derimod overrasket ved det Meget af Gud givne jeg troede at see hos ham. Han var uden al Dresur, forstod ikke at bruge sin Stemme, raade over sine Bevægelser, men der var noget forstandigt, sjæleligt og genialt Stort, som i enkelte Momenter lyste frem. Jeg talte senere om ham med Fru Heiberg og hun var af min Mening og det er nok hende der har faaet ham frem i Pottemager Walter.

Naar nu Deres Naade en Dag er stemt der til, da glæd mig med et Par Ord der bærer Billedet af Holsteinborg og de Kjære der til mig; jeg hører da ogsaa hvad De har syntes om "Dryaden".

Nu, Solskin inde og ude! mine Hilsener flyve som Sommerfugle i Solskinnet til Dem Alle.

Deres Naades taknemlige hengivne

H.C. Andersen.

Dimensioner

  • højde: 20,9 centimeter
  • bredde: 13,4 centimeter
  • -

Farve

  • Guld
  • Sølv
  • Sort
  • Bronze
  • Messing

Identifikation

H.C. Andersen-samlingen
HCA/A-838-0001
-4000 -3500 -3000 -2500 -2000 -1500 -1000 -500 100 500 1000 1100 1200 1300 1400 1500 1600 1700 1800 1900 2000

Udforsk lignende genstande fra samlingerne

Bronze1900-talletStenøkse

Hop til en tilfældig genstand
Maleri, M. AncherMaleri, M. AncherMaleri, M. Ancher