Brev fra H.C. Andersen til Henriette Wulff (10/11-1850)

Om genstanden

Nr. 222. Fra H.C. Andersen.

Kjøbenhavn 10 November 1850.

Min kjære søsterlige Veninde!

Fra Dem have vi ikke hørt endnu et eneste Ord, siden De var i Cana­len, nu maa De da være i Solskin og Grønt paa Amerikas Øer, vi gaae i Søle og Sjadsk, i Storm og Vind! - Vore stakkels Soldater, som maa holde ud i dette Veir, men de holde ud, de ere mageløse! nu behøve vi ikke at vende tilbage til Oldtiden for at nævne Helte, vi have dem hos os, i vor Tid, i vort Folk; den danske Landsoldat er værdig at nævnes med Napo­leons gamle Garde! De veed ikke hvor mageløs Soldaterne har holdt ud ved Frederiksstad, ¹[2282]) Nat og Dag i Kamp og under Ildsluer, og det en heel Uge igjennem; de stoppede deres Tornystre ind i Brescherne, de bragte os atter Seieren, Æren og siden, da de ulykkelige Indvaanere fra den ødelagte By drev hungrig og elendig om, gav vore Soldater dem af egen Lønning. - Jeg var saa opfyldt af Soldaten at jeg maatte skrive et Vers til ham¹[2283]) det stod i flere Aviser; jeg har ingen Afskrift ved Haanden og husker det ikke, ellers skulde De have faaet det her. - Endnu i forgaars haabede jeg at vi stode ved Enden af Krigen, ¹[2284]) men nu seer det igjen noget uklart ud, vi vente med Begjærlighed paa Posten i Dag og imorgen. Rusland er kraf­tig for os, Frankerig og Engeland med! - Dog De faae vel Aviser lige saa friske som dette Brev, jeg vil derfor slippe det Politiske og gaae til det Skjønne. H. C. Ørsted havde i Torsdag (den 7de) en herlig Fest, han havde da været 50 Aar ved Universitetet; han blev ført ud til Fasangaar­den, ¹[2285]) hvor Øehlenschlæger boede, og Gaarden blev ham paa Livstid over­draget af Staten; for de af Medborgere indkomne Bidrag ere Stuerne meubelerede; ¹[2286]) der blev sjunget en smuk Sang af Heiberg, ¹[2287]) der knyttede sig til at Øehlenschlæger havde levet her og nu stod Granskeren¹[2288]) hvor Digte­ren stod; Forckhammer, Madvig og mange Flere holdt Taler; Ørsted tak­kede saa smukt, »jeg føler en ydmyg Glæde!« sagde han. Til Middag var indbudt 50 Personer, men Alle kun de som havde virket ved Festen, om Aftenen kom Studenterne og bragte ham et Fakkeltog, Sangen af Ploug var særdeles smuk. ¹[2289]) - Ørsted gik ned til Studenterne og sagde at han gjerne vilde see dem Allesammen oppe hos sig (de vare vist over 200) men at der var saa lidt Plads, men kom bare saa mange De kan og nu kom de i en uhyre Strømning, (Jørgen Kock talte jeg der med) de fik hver et Glas Viin og Ørsted tog et Glas og den kjære elskelige Mand gik til dem hver. Den velsignede Fru Ørsted¹[2290]) blev ganske forskrækket og raabte høit til Studenterne: »nei, min Mand kan virkelig ikke drikke med Dem Allesammen!« - »Jeg vil saa meget jeg kan!« sagde Ørsted paa sin naive yndige Maade og de to Folks Replikker havde noget ganske hyggeligt vel­signet. Der var megen Glæde. Fra Universitetet fik han en Ring med Bril­lanter om Minervasbille[de]t og Kongen gjorde Ørsted til Excellense (Ge­heimeconferensraad). ¹[2291]) Et Portræt af ham er udkommet, ¹[2292]) desværre er det efter Gärtners Dyre Stykke, hvor det halve Ansigt er apoplectisk og Øiet af Glas, jeg har skrevet en Devise der til, der er trykt paa og er saaledes:

H. C. Ørsted.

Da Tankelynet udsprang fra Din Pande,

En større Seekraft Videnskaben fik;

En umaalt Skat Du gav til Verdens Lande,

Og giennem alt det Skjønne i det Sande,

Til Gud Du fører os med aabent Blik!

Ørsteds ere meget lykkelige over Fasangaarden, ¹[2293]) Fru Ørsted sagde forleden: »jeg synes at det er ligesom i et Eventyr, vi faae pludselig en Gaard! - jeg længes efter at komme der ud og sidde under Træet og at grave der!« - I næste Uge bringes for første Gang et Stykke af Byron paa Scenen; det er Sardanapal, ¹[2294]) Wiehe udfører Hovedrollen. Wilhelm Molt­kes¹[2295]) har havdt den Sorg at miste den næst ældste Søn Joachim, der var Husarofficer, han er død i Flensborg af Typhus. ¹[2296]) - For nu ogsaa at give Dem Nyheder til Folk derovre, thi De selv bryder Dem vel ikke om det, Bispens Datter¹[2297]) er blevet forlovet med Capitain Arnholz, ¹[2298]) Deres Broder kjender ham. - Wilde¹[2299]) er blevet gift med Ida Thiele, de skulde boe i Flensborg denne Vinter og Alt var der indrettet for dem og saa kommer tre Dage efter Brylluppet en ganske anden Ordre, Wilde skal over med flere Søfolk at gjøre en Slags Strandvagt ved Eideren og den unge Kone maa blive her. ¹[2300]) Jeg spurgte hende om hun nu fløttede hjem til sine For­ældre, »nei«, sagde hun, ganske blødt og yndigt, »nei saa var det jo ganske, som om jeg slet ikke var gift!« - Hils Deres Broder særdeles fra mig, hils de af mine Venner og Veninder De træffe i Vestindien og bliv der rigtig rask og glad. Naar, næste Aar min Bog »I Sverrig«, kommer ud¹[2301]) faaer De den. - Lev hjertelig vel.

Deres broderlige Ven Hans Christian Andersen

i største Hast!