Om genstanden
VI-91-003 21-09-1832
Brev til Louise Collin
Kuvertforsiden
Nr. 2 til velædle Frøken L. Collin fra Forfatteren
Fredag Aften Kl. 10 ½, den 21 Sept 1832.
Medens De, rimeligviis, kjører fra Komedien til Nygaard, skriver jeg dette Brev, drømmer om Dem, tænker paa Dem. – Dag for Dag, bliver Alt om mig, mere og mere Poesie, mit hele Liv synes mig et poetisk Digt, og De begynder ret at spille en Rolle deri, det er De dog ikke vred for. Da jeg betragter Eduard som en Broder, er det jo naturlig at De bliver - - hans Søster. - Gid jeg havde truffet Dem hjemme i Eftermiddag, jeg længtes ordentligt efter Dem og der var saa meget at fortælle. Jeg besøgte Oehlenschlæger, Lotte sagde hun gik aldrig ud, untagen med Faderen eller Broderen, nu havde hun ret lyst at besøge Jette Wulff, og da ikke de sædvanlige Ledsagere vare hjemme, bad hun mig følge sig. ”De tør dog, for Deres Rygte gaae med mig?” sagde hun, den stakkels Pige! Det gjorte mig ssaa ondt, vi fulgtes ad: alle Folk saae paa os! Vi ere jo begge offentlige Mennesker! ” Der gaae nogle af mine Veninder, de see ikke tilmig! Sagde Lotte, ”de lovede dog eengang, at vi altid skulle holde af hinanden!” Det gjorte mig saa ondt for hende! – Pas ellers paa! Hun gaaer bestemt til Theatret! (mundtligt, mere herom). I morgen reiser Fru Møller og Gusta til Kallundborg. Jeg skrev et Brev med dem til Frøken Stub, saa jeg haaber at faa en Engle-Unge af hende derfor. Jette Wulff maler ogsaa noget til mig (en Copie efter Dahl) saa faaer jeg mig et lille Billedgallerie./ Mit lille Digt !”Hende jeg mener”, gjør ret Lykke. Herre Gud! Man behøver kun at lade Hjertet tale for at blive en god Poet. Ørsted syntes det var allerkjærest! Mille Hornemann mener bestemt hun kjender hende – Gud veed det! Rose syntes det var mit allerbedste Digt! Men det er dog formeget! Det morede mig saa meget at De var lidt nysgjerrig derom, den gode Fru Ingeborg er derimod som Grethe i Kjærlighed uden Strømper, ”hun seer dybt i Tingen!” – Men lad den Fugl flyve, jeg kunde let fortale mig, og saa blev jeg saa ulykkelig! O Gud, jeg vilde fortvivle derover, for det var vistnok noget slemt, noget meget utaknemmeligt! Turde jeg lade Dem see ind i mit Hjerte, De vilde da see en ganske underlig Komedie, men der er Directions-Logen kun for Prima Donna og saa er det jo fornuftig at ingen komme inde, thi ellers saae Publicum for meget, De vilde da ellers ogsaa blive forbauset over de dristige Ideer, jeg qua Digter vover at indflætte i disse Skuespil. – Men for dog at kopmme til noget morsomt vil/ jeg fortælle Dem en Historie om min Frue, den skikkelige Kone. Jeg fortalte hende i går: ”Imorgen skal der Én deputere!” (Sahlers) Skal De ud at se det? ”Spurgte hun ”Nei det er jo paa Theatret” svarede jeg; nu mærkede hun sin Feil og for at gjøre det godt, sagde hun; ja men det kunde jeg jo nok misforstaae for der er jo saa mange deputerede. Collin er jo ogsaa deri!” –
Her har De ellelrs det længe forønskede Dig om
De brune og de blaa Øine
Jeg var et Jordens Barn, og fuld af Lune,
Og Glæde var min Tanke, som mit Ord.
En Pige saae jeg – Øinene var brune,
De bandt mig fast til denne skjønne Jord!
Jeg saae en Pige, Alt var Aand og Tanke,
Den klare Himmel jo i Øiet laae.
Dødt var mit Hjerte – nu det maatte banke,
Og Sjælen barnlig mod sin Himmel saae.
Det brune vinker ned, det gjør mig svimmel
Det blaae, mig aabner Kjærlighedens Himmel.
-
De seer, det er et Spøg, der ikke engang har poetisk Betydning; men De vilde jo selv have det at læse. – Her har De ellers et andet. Ideen er russisk.
Så hvid hun er min Hjertenskjær
Et mere Hvidt ei findes der
Jeg elsker hende – ei det skeer,
at jeg kan elske hende mer.
#
- Nu er hun død min Hjertenskjær!
Meer hvid, end før, hun smiler her,
nu er hun død, o Hjertegru!
og meer jeg elsker hende nu!
-
Hils Deres Søster og Moder, vær elskværdig ved lille Viggo, og tænk imellem paa – Digteren.
