Brev fra H.C. Andersen til Louise Collin (22/06-1835)

VI- 91 0009

Brevforside: Til Frøken L. Collin
afleveres hos Høivelbaarne Hr Conferentsraad Collin
Nørregade No 159
Frit Kjøbenhavn


I et Par Dage har jeg alt været i Ro, men det var og er en Kulde, saa Blækket frøs og Fingrene ikke kunde føre Pennen, dog længer Udsættelse kan ikke finde Sted, jeg maa tale med Dem, med dem Allesammen. Nu skulde man vel fortælle sin Reise. Den snorlige Roskildevei, kjender De jo, og husker jeg ret, springer De jo helst Beskrivelser over, men jeg havde Lotte Hornemann ved min Side og vi smilede i høieste Potens og for at lapse mig kastede jeg med Fingrene Kys til den første Roskilde-Dame, der aabnede sit Vindue for at beskue os. Paa Postgaarden fandt Frøkenen sin Elsker og jeg flagrede videre i Støv og Solskin. Vil De fortælle min fortræffelige oeconomiske Ven Broderen, at det er meget galt at reise med Dagvognen til Fyen, det kostede næsten lidt mere end med Diligencen, man spiser og sover sin halve Pengepose op og saa kjører man i Støv og Sol, mine smukke Læber, ere endnu ikke Læber meer, de brast som Kirsebærret i Solheden. – At alle Mennesker paa Dagvognen sagde mig nydelige Ting, efter deres Evner, om min Improvisator, faldt af sig selv. Mod Aften sov jeg da i det stille Korsør. Klokken 6 næste Dag, spadserede jeg omkring; først fire Timer efter skulde Dampskibet over, de Reisende spurgte mig om Korsøers Mærkværdigheder og jeg vidste kun to: Birkner og Baggesen, den sidstes Føde-Huus, var ikke at finde, vi vandrede da 12 Mand og Qvinder –stærk til Birkners Grav. Fortæl Moderen at Monumentet stod og Graven saa ordentlig ud. Korsørs Beboere stirrede ud fra alle Vinduer for at see de mange Valfartende til deres berømteste Grav. – Paa Beltet gjorte jeg bekjendtskab med Baron Holsten fra Hvidkilde, som indviterede mig til sig, dog troer jeg ei jeg kommer. Han sagde jeg vilde finde Bredal, Wexschall og Mortier de Fontaine der. I Nyborg blev jeg meget kjærlig modtaget af en Kommandeur Wilde eller Milde, jeg kjender ham ikke, men han sagde mig nydelige Ting og indviterede mig til sig. Klokken 4re Søndag Eftermiddag var jeg i Odense, hvor jeg talte mig hæs den første Eftermiddag. De skulde have siddet i en Krog. Gud bevare mig! siger De. n’est pas? Madam Iversen var da ikke fløttet ud paa sit Lyststed, da nu det pludselig er blevet Vinter, sidde vi endnu inde i Byen, inde i det lille Odense, det er slet ikke morsomt, - mellem os – jeg længes efter Nygaard, efter Dem, Søsteren, Moderen, alle de søde Unger, Udsigten over Sundet og især at blive drillet lidt. Her er man saa utaalelig høflige. Ingen sige ”det Asen, det Fæ!” og alle disse glimrende Navne, der faae en Kolorit, en varm Tone, en aandig Kontur && paa Fru Drewsens Læber. Beed hende sende mig et lille Asen eller to i en Konvulut, saa skal jeg kysse Einard for det naar jeg kommer hjem. Prindsen og Øehlenschlæger vare da her i Byen da jeg kom; man vilde jeg skulde trave derop ”Nei”, sagde jeg, ”jeg er her ikke for at gjøre Opvartning, men for at fornøie mig!” og gik naturligviis ikke. I Kirken saae jeg Prindsen han gjorte en lang Hals efter mig, for at see hvorledes jeg tog mig ud i hans By, som jo ogsaa er min. Jeg er Byes-Barnet. Igaar var jeg hos Etatsraad Holtens hvor jeg traf / Grev Holck fra Kjøbenhavn og man fortalte mig om noget meget smukt jeg havde sagt et Par Dage forud til Cancellieraad Hempel, det var strax bragt paa Slottet. hempel sagde nemlig til mig: [”]See nu har jo Odense inden for sine Porte, 2 af sine store Digtere!” Jeg svarede: ”ja vist, en stor og en lang!” – Det skal være godt sagt. Men man er jo ogsaa opdraget i det Collinske Huus. – Forleden havde vi Skyttelag, alle Borgerne skjøde til skive, om Aftenen bar Drengen Skiven ind i Byen, to, der hver havde drukket en Pægl Brændeviin stod ovenpaa den, de yngre gik med grønne Grene, det saae ud, som den vandrende Skov i Mackbeth, jeg var indviteret til Apotheker Andersens for fra Vinduet at nyde dette Skue. – I tre Nætter i træk, drak Borgerne nu paa Klubben, en raae Karl var klædt ud, som Harlequin for at more dem, de blæste ud af Vinduerne med Trompeter, jeg kunde kanp sove. – Jeg har ogsaa været i Komedie, seet Beckers Selskab, de gav en stor Tragedie af Delavigne ”Jernmasken”. Dragterne vare gode, men Skuespilerne elendige og saa varede det hele til 12¼ om Natten. Den eneste gode, var et ungt Menneske: Clausen, men som Odenseerne aldrig havde syntes om, jeg følte det var den bedste. Man var i anden Act; ingen havde endnu givet Tonen an til at Klappe, thi Prindsen var der ikke, jeg begyndte da med at klappe for Kr Clausen og hele Mængden fulgte efter og brølede Bravo, Hr Clausen gjorte Furore og tilsidst kaldte de Mennesket frem. Byens Barbeer var næste Dag hos Mad Iversen, (NB, ikke for at barbere hende) og fortalte at Hr Clausen havde aldrig spilt saa mesterlig som igaar og at Hr Andersen, Digteren, havde klappet, ja været den allerførste, som klappede.
For et Øieblik siden kommer en Karl fra Gjæstgiver Strøm og siger der er en Fremmed fra Cancelliet i Kjøbenhavn, som vilde tale med mig. Jeg grundede, hvem kunde falde paa at sende Bud efter mig. Maaske Conferensraad Ørsted. Jeg pilede afsted – og der sad Faderen, den kjære Fader, Drewsen, Bindesbølle og den lille Udgave af Bindesbøllerne; de spiiste Steeg og Kage, skrev Breve og sladdrede, men alt i Galop! Jeg hørte Waldemars barnlige Tale om Grenen, der faldt fordi Gud ikke holdt paa den; vi talte og da de reiste syntes jeg ordentligt at det var underligt at de tog bort og at jeg skulde blive. Jeg syntes jeg hørte med. Alle ere de muntre. Faderen lidt bruun og Drewsen stod Blusen godt. – See det var et kort, kjært Møde. Eduard kunde nok have sendt mig et ”god Dag!” med dem. Dog vi ville ikke tale derom, jeg skal nok i mine Følelser for ham, holde Tømmen lidt stram, han er som enkelte Frugter der ikke taale for meget Sukker, skal de holde sig. Tryk ham i Haanden fra mig. I denne Vinter, ja siden jeg kom hjem, har han været elskværdig, meget elskværdig, paa1½ Gang nær, men det skal De ikke / fortælle ham. Siig ret mange Gange ”god Dag!” til Theodor, lad ham øve sin stemme, syng med am, det er Synd andet. Den Broder kan De faae fornøielse af; det er Husets første sanger. Det skal De heller ikke fortælle til Eduard, dog endnu mindre til Jette, for saae faaer jeg naar vi sees. Sig hende at hun maa speile sig, speilet vil da sige hende hvad jeg ikke nok kan udtale og Speilet taler altid Sandhed. – Hils den lykkelige Broder som flyver over Apeninerne, hils hans elskværdige Gusta, og den lille brunøiede Hjalmar med den blaa Pione paa Hovedtøiet. Siig til Moderen – jeg mener vor egen, gode fortræffelige Moder – at jeg længes efter at tale med hende, jeg tænker flittigt paa den ny Roman, maaske hen i Vinteren kan jeg bringe hende den. Siig alle Børnene atde smukt skal huske paa mig. Viggo gav sin Fader i Comission at hilse Blomsterne i Jylland, hvorfor sagde han ikke noget lignende til mig. Digtere og Blomster, have dog mere at gjøre med hinanden, end poletiassessores og Blomster. Med Fru Drewsens Bryst er det jo bedre? Jeg har været meget ængstelig for hende i det kolde Veir. Pak hende godt ind naar det blæser! – Nu er vel Lind den eneherskende Herre ude hos Dem i denne Tid? Et Par Damer har spurgt mig i Odense, hvorledes han seer ud, og jeg har sagt – Sandhed! saa kan han nok vide hvor nysgjerrige de bleve efter at see ham. Siig: ”god Dag!” og tryk ham i Haanden. Han holder jo af Improvisatoren baade den italienske og danske. - Siig til Eduard at Constantin Hansen har lovet mig en Erindring, før han reiste; beed ham at faae den til mig, selv om det kun er en løs Skizze med Blyant. Have de ingen nye, ingen originale Stykker faaet paa Theatret? Det interesserede mig meget at vide! næste Gang skriver jeg Eduard til. Min Omgivning i det odenseiske Hjem er den gamle Mad Iversen, en særdeles fornuftig Kone, hendes Datter Fru Søeborg, har megen Læsning, mere Aand, end Forstand. Den anden Datter Fru Hanck, taler mindre, tænker meer, hendes Mand skal være morsom! Døttrene er vakre Piger. Den ældste skriver Vers veed De, men det er aligevel en særdeles fornuftig Pige. Den yngste har et næsten stygt Ansigt, men hun er mere livlig, leer og gjør Nar af al det taabelige hun seer. – En gammel Klosterfrøken Schleppegrel , vist henved 60, sværmer for mig, hun er næsten forliebt! i Dag er jeg indviteret til hende [i Klostret (læsningen usikker pga hul i papiret)] See, de Gamle, kan jeg nok faae! de see paa det Solide, men de Unge! Ak, var man dog meget smuk, eller meget riig! O Gud bevares! Hils alle Hornemanns; glem ikke Emilie, Skjæbnen har nu engang ført os sammen, at hun maa ligge mit Hjerte nærmest, skjønt Rosa har sjunget sig baade ind i det og i min Roman. Endnu engang hils den kjære, Søster, Viggos elskværdige Moder! Tænk alle kjærligt paa deres broderlige
H.C. Andersen
Odense 22 Juni 1835
”Hvo skriver mig til? – Eduard?