Brev fra H.C. Andersen til Louise Collin (06/06-1836)

VI-91-0014

Brevforside: Til Frøken L. Collin.
afleveres hos Høivelbaarne
Hr Conferentsraad Collin
Nørregade No 159 i Kjøbenhavn
Frit.

Nestved den 6 Juni 1836.

Paa Fredag venter jeg at være i Sorø og vil da sende mit Syngestykke, som til den Tid er reenskrevet, hjem til Eduard; i samme Konvelut skulde være Brev til ham og Dem; men nu jeg tænker frem i Tiden, synes jeg det bliver altforlænge før jeg taler med dem hjemme og derfor skriver jeg dette Epistel. Ja, det kan De nok ikke ret tænke Dem? ngen sommer har jeg saaledes favnet dem Alle hjemme, som denne Gang, men jeg har heller aldrig saa ganske levet med dem, som i det sidste Aar! Da jeg sidst reiste udenlands følte jeg kun een eneste Gang Hjemvee, en Dag i Paris jeg kom til at nynne ”lille Viggo,”! naar jeg nu kom en lignende Tour ud, vilde jeg vist føle Længsel, for jeg har et Hjem i Danmark. Hos Guldbergs ere de Alle saa elskværdige mod mig, man beundrer Digteren, behandler mig med en agtelse – ja De, Frøken Louise (jeg tør ikke skrive bare Luise) veed nok hvorledes jeg vil have det! / uagtet al hyldest && morer jeg mig slet ikke; her er desuden saa koldt og jeg har ikke følt mig saa ganske vel. Reisen herned var høist ubehagelig; det var en gjennemtrængende Blæst. Skuespiller Schneider med sin Elskede vare paa Dagvognen. ”Ved Solens Undergang”, som der staaer i de jydske Læsefrugter, kom vi til Nestved, en By, der er syet sammen af alle de Gyder og stræder man har klippet af af andre Provindsbyer, hvor disse saae galest. Jeg har da været til Skovbal, men der var et tudsmørke, saa Cavaleren knap kunde finde sin Dame. Her er et poetisk Væsen i Byen, en gammel Mø gir [? muligvis Møger], Jomf: Hanna Irgens, jeg hørte om hende at hun af Vrede, over at hun skulde flytte, fodrede saaledes Myrerne med Sukker, at de opfyldte Huset og vilde, som hun havde sagt til en Veninde, nok æde den nye Familie ud af Huset. Igaar var jeg i Kjøng til Fru Leths Ligbegjængelse. Lautrup, som Eduard kjender holdt en Prædiken. Det var et Charicaturmæssigt Foredrag og en meget ussel Tale. Om Byen Nestved har jeg endnu kun opdaget, at deres hele Handel bestaaer i at sælge Liigkister. Fra Vinduer og Døre stikke Liigkister ud og man bliver Hvert ieblik spurgt: skulde De ikke have Lyst til en pæn Liigkiste i godt Træ, nydelig Politur. Igaar væltede den store Dagvogn, hertil, men ingen knækkedes. Paa Torsdag eller Fredag tager jeg en Vogn til Sorøe! jeg maa tage een for min egen Mund, for her gaae ingen Poster. Rimeligviis kommer jeg til Slagelse Væddeløb og seer da Drewsen og mueligt Theodor? N’est pas? Det glæder jeg mig til! I næste Uge indtræffer ”Renzos Bryllup og et Brev til Eduard, bring ham foreløbig en Hilsen! Fortæl Søsteren at hele den dannede Deel af Nestved synger ”Lille Viggo” efter Kalundborger Melodien. Siig hende at jeg gjerne gav 1 Rdlr for et Nakkedrag af hendes hvide Haand. Imorges hørte jeg Staldkarlen raabe inde i Stalden til Hestene: ”See til Bæstet!” det klang som Hjemmets Melodier for mig! jeg følte hvad Schweiseren føler naar hans Alpesang lyder i fremmed land! ”See til Bæstet!” hvor mange søde Erindringer kan der ikke ligge i disse tre simple Ord. Hils Moderen, den kjære gode Moder! Vil De lade hende læse dette. Hils de tre Brødre, med Kone og kjæreste ÷ 1. Glem ikke Faderen og Lind! Deres broderligt hengivne
H.C. Andersen.