Om genstanden
VI-92-0005
Til Fru Louise Lind!
Rom den 2den April 1846.
Da jeg i forgaars kom her til, glad over at have endt den lange Reise over! Appeninerne, lykkelig ved igjen at være i Rom, det herlige Rom, gik jeg strax paa Posthuset, uden dog at vente Brev og jeg fandt tre, eet fra Weis, et fra Arvestorhertugen af Weimar, og eet fra Dem og Lind. Det første var saa godt meent, saa fuld af Interese, de to sidste saa hjertelige; og just det fra Dem og Lind ventede jeg slet ikke, jeg læste det paa Gaden og atter hjemme og senere igjen da jeg kom i Seng; tak, tak, mine kjære, trofaste Venner! jeg var ved at lee og græde! Ja, hvor tidt har jeg ogsaa tænkt paa Aftnerne i Hjemmet der, naar lille Anna var lystig og Ingeborg væltede sig ned i Sophaen; Stxxxx [Scenerne] før de Smaa kom i Seng og vor hyggelige Passiar om Theebordet, ja, jeg begyndte at forstaae at De og Lind virkeligt holdt af mig og derfor voxte mit Hjerte fast; det er en Guds Gave at forstaae hinanden, holde af hinanden! dette Brev er altsaa her ganske for Dem; dog Lind er jo Halvdeelen, om han er den høiere eller venstre Side veed jeg ikke, men høiere og venstre udgjøre dog eet! han læser altsaa Brevet og i Tankerne trykker jeg her hans ærlige Haand, den skriver mig maaskee til Gjengjæld igjen et lille Brev fortæller mig om denne Hr Pedersen eller Rasmussen der skal paa Theatret og som han siger skal være af en Hr Nielsen eller Hansen eller Andersen; - hvad er det for et Stykke? Jeg hørte det nævne, troer jeg , før jeg reiste, er det endnu ikke spillet, eller hensovet? De spørger mig om Jenny; jeg hører jevnlig fra hende, hun er ligesaa indtaget i den unge Hertug af Weimar og hans Gemalinde, som jeg; og disse igjen ere ganske, som fortryllede af hende; gjerne vilde han det unge Førstepar at Jenny slog sin Bolig op i Weimar dog dette maa De ikke fortælle i Kjøbenhavn ogsaa jeg skulde blive der det skeer ikke. Jeg har en Søster i Jenny, en trofast Sjæl, mere ikke; forstaaer De mig, neppe gifter hun sig, der som jeg har samlet og forstaaet Alt; jeg veed for en Deel hendes Bestemmelse, men har ikke ret at tale derom! Med mig selv er jeg saaledes paa det Rene, at jeg kan [resi]gnere, jeg bygger ingen Drømme-Slotte, men / tager hvad Gud ader skee for mig; jeg har en Ro i min Sjæl, som aldrig før, jeg erkjender at Alt, hvad der er skeet endnu for mig har været til det Bedste; hvorfor jeg er opfyldt af Taknemlighed og Glæde. Gud veed om jeg, som Agtemand blev lykkeligere, om jeg kunde gjøre nogen Anden lykkelig. altsaa hvad der er Bedst, det skeer! Det er i Dag min Fødselsdag, jeg veed De tænker paa mig, drikker min Skaal, ja maaskee selv lille Anna og Ingeborg klinke med? De huske mig dog de søde Børn? Hils Linds Søstre, hils dem jeg har truffet i Deres Huus og naar De kommer i Directions Logen saa hils Fru Adler og Francesca Høier; Fru Adler fortæller Dem vidst om det Brev jeg har skrevet til hendes Mand, han var strax saa venlig, igjen at skrive mig til i Wien. Fortæl hende at jeg har været en Aften i Keiserborgen hos Erkehertuginde Sophie, faaet af denne en smagfuld Brystnaal, drukket Thee der, talt med eiser Franss Enke & - Jeg drømte ellers i Nat en hæslig Drøm, der, da det var Natten før min Fødselsdag, gjorte mig overtroisk; jeg syntes jeg var i Spanien og blev der dømt (Gud veed hvorfor) til at sænkes ned i Havet i en Glasklokke; jeg sank og sank, det store Hav gik over mig, Blodet var ved at springe ud af alle Aarer, jeg skreeg og saa vaagnede jeg! det var mørk Nat, Klokken var neppe meer end halv to; imorges selv var jeg derved lidt forstemt, men saa kom de deiligste Blomster fra Fru von Göthe, de skulde hilse paa mig den anden April og vare fra Haven i det Huus, hvor jeg har ladet min Improvisator fødes: Hjørnet af piazza Barbarina. Jeg kjørte ud med Fru Göthe, det var Sommerveir, jeg ganske sommerklædt og Solen forjog alle Skygger, alle Drømmebilleder i den smuke Virkelighed! ak kunde jeg dog i et Spring have været 5 Minutter i Amaliegade, flyvet dem Allesammen om Halsen. I denne Aften havde en Deel Landsmænd, samt Svenske og Norske indbudt mig, Ideen gaaet ud fra de Svenske, og min Skaal blev drukket og der var Sang og Krands osv; af danske var saa vidt jeg husker: Brock, Davidsen fra Slagelse, Holbeck, Marstrand, Küchler, Bravo, Læssøe, Lunde, Pedersen, Boisen, Reck (Doctoren) Holberg, endnu 4 Danske jeg ikkke husker Navnene paa; de Svenske vare flere. Det var imidlertid hjerteligt og smukt, kun, skal jeg være ærlig, jeg syntes bedst om de Svenske, de vare i deres Væsen mod mig, som jeg er vant til hos Tydskerne. Dagen er nu forbi, et nyt Livs Aar ruller op! Guds Villie skee! nogle trofaste Venner i [Dan]mark og Tydskland beholder jeg altid, og de første bliver [hul i Papiret] Lind. Lev vel! Deres trofast hengivne H.C. Andersen.
