Brev fra H.C. Andersen til Louise Lind (20/06-1856)

VI-92-0010

Til Fru Louise Lind født Collin.

Maxen ved Dresden den 20 Juni 1856.

Min kjære trofaste Veninde!

Tusinde kjærlige Hilsener til Dem, Deres Mand og Børn bringer dette lille Brev, der maaskee kommer hjem samtidig med Deres Svoger Drevsen, jeg fik igaar en Skrivelse fra ham i Milano i det han med Længsel flyver hjemad; jeg er stille her paa Landet og det snart en Uge. Kirsebærrene ere modne, Roserne blomstre rundt om og her er fuldt op af Fremmede i Maxen, altfor Mange, man faaer aldrig Ro eller Hvile. Forfatteren til Ritter vom Geiste, Dr. Gutzkow er her, en temmelig kold, klog, forstandig Personlighed, der iøvrig er meget net mod mig, men jeg føler ikke Sympatie for ham; her er en Digterinde Fru von Göhren der har skrevet en Fortælling "Christian Wohlgemuth", den er som taget ud af mit Livs-Eventyr og Helten lever og sværmer ogsaa i mine Eventyr og for min Bazar. Nogle Lærde, et Par fornemme Familier og Spadserende fra Omegnen have vi fra Morgen til Aften; hver Nat, siden jeg kom, lyner og tordner det, og dog er det trykende varmt. Mit Træ, det jeg plantede, staaer i fuld Kraft og der er et smukt Anlæg derved. I Theatret i Dresden har jeg igjen maatte døie "Profeten", imorgen tager jeg maaskee ind at høre "Ferdinand Cortes", i ethvert Tilfælde er jeg der overmorgen til "Jødinden", de seer at her gaaer flot til med Operaer, altid tre i hver Uge; og godt givet! / Paa Søndag vil jeg tage til Weimar, det er der om Tirsdagen Storhertugens Fødselsdag, anden Deel af Göthes Faust gives! jeg er indbudt at see den og bliver en Ugestid der, tager da, tænker jeg, igjen her til Maxen, og med denne lille Reise i Udlandet lader jeg mig nok denne Gang nøie; der paa vender jeg hjem, men ikke til Kjøbenhavn før September. Christian Thyberg fandt jeg meget livlig, og Carus har nok ogsaa godt Haab! gid det maatte lykkes at han blev rask og vel igjen. I Theatret ved Propheten saae jeg pludselig tæt bag ved mig Eduard Hansen der netop den Aften var kommet til Dresden for at besøge et koldt Vands Bad i det sachsiske Schweitz ved Koenigstein. I Fremdenliste har jeg seet at i disse Dage ogsaa Bøgh, Ch. Schmidt og Nielsen, Søn af den dramatiske Professor, ere reiste gjennem Dresden over Prag til Wien. Hver Dag staae bekjendte hjemlige Navne, det er, som om Alle flyve ud, men hjem flyver derimod Drevsen og Wanscher, jeg fik fra dem hver et Brev igaar, afsendt den 12 fra Mailand. De udtale begge levende, især Wanscher at han mange, mange Gange har beklaget ikke at have fulgt ogsaa mit Raad at opgive Sicilien, der har det været dem det dyreste Sted, skaffet dem meest Besvær og mindst Udbytte!-
Her i Landsbyen ved Maxen Slot er en Bondekone der skriver Vers, er en Slags Digterinde, hun kom her hjem til mig igaar; bragte mig en stor Krands af Forglemmigei, thi hun vidste sagde hun, jeg var een af de store Digtere. Jeg vilde give hende Penge, men hun traadte et Skridt tilbage og var var ikke at bevæge til at modtage disse, jeg blev derover ganske forlegen, bad hende om Forladelse og forærede hende saa en Bog af mine, den hun fornøiet modtog! Men nu Lev hjerteligt vel! Deres trofast hengivne

H.C. Andersen

[Bondekonen= Sidonie Römer]