Om genstanden
Afskrift af brev!
Nysøe den 20. Juli 1838.
Ja De lever vist meget lykkeligt baade på fransk og paa dansk? Lind og Fransisque, de ere de to store Størrelser! Gud ske Lov, at jeg er lidt fjernet, det bidrager maaske til, at jeg imellem foresvæver Dem. De ligner jo Deres Søster, jeg vil altsaa ikke opvarte Dem med Natur-Skildringer men med Mennesker. Baronessen, den interessanteste Charakteer, vil jeg gjemme til Slutningen og begynde med Gjæsterne. Jette Wulff forekommer mig at være elskværdigere i Byen end her, hvor der kjæles saa særdeles for hende. Broderen Christian er en løierlig Mellemslags, en Composition der ikke er ganske original; Deres Onkel er meget modsigende, næppe artig, mig danner han paa. Rose er en god, huslig Pige, Musik med underlagt Prosa. Wilken er høist elskværdig, har vundet dem alle ved sin Naturlighed. Maria har ogsaa mit Bifald. En Forstcandidat Hennings har en ganske deilig Tenor, men ikke meget Musik, han er Baronessens Dalai Lama, han er meget taus og lidet kjøn. Professor Høyen er original, meget naturlig og har en sjælden Godmodighed, ham kan jeg godt lide, Konen ogsaa. Frøken Schwartsen viser en sjælden Conduite, hun svarer venligt, men bestemt, veed at holde sig paa sin næppe behagelige Plads, thi være her længe er næppe let. Baronessen varierer i Lune, Alt gaaer med Ent[h]usiasme, eller det gaaer slet ikke, vi have haft en 5 à 6 store Kampe, der dog alle ere endte med en smuk Forsoning, for Øieblikket staaer jeg særdeles høit, muligviis fordi jeg reiser overmorgen. I øvrigt beundrer jeg denne Kone, uden hende sank vist Alt sammen. Manden er det haardt at leve med, skjøndt han er Godmodigheden selv; viser, hvad der jo dog er herligt, meget Hjerte: Hun var særdeles ung, da hun gjorde hans Bekiendtskab i Livorno, han botaniserede, componerede og var smuk, det, tilligemed et Baroni, gjorde Indtryk paa den livlige Pige, de bleve gifte og strax efter mistede han Forstanden; men Overgangen var ikke saa brat, hun antog det for Eiendommelighed, til efter et Par Aar, han pludselig en Nat foer op og gav de meest utvetydige Beviser paa Galskab, nu saae hun, at hun i længere Tid havde været gift med en Sindssvag uden at ane det og følte sig grændseløs ulykkelig; men, som en kraftig Charakteer samlede hun sig, blev Mand i Huset, for at dette ikke skulde reent forfalde; kun med Strænghed kan hun holde ham i Rolighed, og derfor kommer mange Scener, der støder Gjæsternes Øie. Det skal være mærkværdig, hvad hun stille bærer. Midt om Natten kommer han tidt afklædt styrtende ind, da Vildskabet kommer over ham og saa staaer hun op følger ham til Sengs og sidder der hele Timer og taler med ham. Ganske afklædt saae vi ham tidt i Vinduerne, hvor han trækker Luft og raaber god Morgen til Damerne, og dog har dette slet intet at betyde. Betænke vi alle disse Omstændigheder, da er det uqvindelige hos hende ganske begribeligt, og der er, synes mig, noget stort i, at hun som Fruentimmer kan holde sig saaledes. Børnene ere høist elskværdige paa en 4 Aars Pige nær, der i høieste Grad ligner Naomi, som jeg har skildret hende i ”Spillemanden”; det er et mærkværdigt lille Fruentimmer, saa bestemt som en Dame paa 28 Aar. Forvalteren Hr. Beck er et ualmindeligt dannet Menneske, meget musikalsk og – jeg troer det – en ulykkelig Elsker, der dog ikke lader sig mærke dermed. Paa Søndag den 22. Juli (sidste Dag jeg er her,) skal her gives for mig en stor Fugleskydning, jeg venter at skyde Gjøgen ned. Fru Bruun med Søn og to Døttre er her. Ørsted og Sibbern ere ivente. Pladsen er allerede saa lille, at vi begynde at rykke sammen to og to. Hils Deres Søster fra mig og fortæl, at allevegne, hvor jeg kommer, synges ”Lille Viggo”, Præstøe Damer og Omegnens Folk møde med denne, naar de komme til Claveret og N.B. jeg er i Stuen. I Onsdags var stor Concert, Rose og Frøken Schwartsen glimrede, Hr. Hennings sang Hans Heilings store Aria, Hr. Beck gav en Violin-Solo af Beriot og Kammerherreinde Raben Ouverturen af ”Le Colporteur”. En engelsk Dame sang ”indvendig”, jeg kan ikke omtale, hvad der ei kom frem, men Conferentsraad Bornemann fandt det ”charmant”. – Hils Deres Fader, det var smukt han skrev mig til, glem ikke Wulle og især min kjære Ven Theodor.
Deres inderlig hengivne
H.C. Andersen
God Dag, Hr Lind!
