Om genstanden
Konfirmationskjole, 2-delt
Trøjen er af sort tynd uld og ender foran og bagpå i dybe spidser, hvortil der er påsyet en ca. 8 cm bred krave, kantet med en 7 cm bred broderet tylsblonde. I spidserne er der indsat felter af broderet tüll, foret med sort silke. Indsatsen har en 6 cm høj krave, kantet med en 2 cm bred lægget silkekant. Trøjen lukkes foran med skårlukning og har som pynt 4 silkebetrukne knapper. Ærmerne er lange og stramme, har forneden en 7 cm bred broderet tüllsblonde. Ovenover denne er der langs ærmesømmen påsyet 3 silkebetrukne knapper. Jakken har mønstret kippervævet bomuldsfoer med indsyede stivere.
Nederdelen er af sort tynd uld. Den har i siden en 31 cm lang skjult lukning, der lukkes med hægter. Denne lukning er dækket af 3 cm bredt læg, der fortsætter hele vejen ned, og langs hvilket der er påsyet 15 silkebetrukne knapper. Nederdelen har en 4 cm bred linning af sort silke. Den er foret med sort bomuld og har forneden en 15 cm bred skoning af sort kippervævet uld, der ender med et slidbånd med plydskant, som stikker nedenfor sømmen. Nederdelen er længere bagpå og midt bag er der et læg, der er skjult i sømmen, og en søm i højre side trukket lidt om på forsiden.
Kjolen har tilhørt Kirsten Eleonora Jønsson, født 1895, senere gift med skræddermester Martin Pedersen, Stenosvænget 5, Odense, f. 1888. Parret traf hinanden på en systue i København.
Se også foto af K.E.J. i konfirmationskjolen.