Om genstanden
Større samling af skår hvori der ses flere større karsider og randskår. På baggrund af gods- og randskår kan der udskilles mindst tre forskellige kar, hvoraf to er af en identisk type.
Skårene fra de to ens kar stammer fra kar med indefra åben fod eller enhankede brede terrine efter Albrectsen (1956, 194 & 1962, 256). Begge kar har en meget kraftig afsat fod med en højde på 1,5-2 cm. Bunddiameteren kunne måles til ca. 8 cm. Det ene kar har en konveks/konkav overgang til den let afrudede bug, mens overgangen på det andet kar er nærmest konvekst til en stærkt rundet bug med et let markeret bugknæk. Flere af randskårene vil uden tvivl stamme fra et af disse kar og randskårene framstod som let udfaldende, ofortykkede og med en skrå afstrygning udadtil. Lysbrunt til gråbrunt gods med en tykkelse på 6 mm og en fin magring. Til et af karrene hører også en båndformet hank.
Et enkelt randskår skiller sig ud ved at stamme fra en åben skål og er lodret afsat, ufortykket og lodret afstrøget. Lysgråt gods med en tykkelse på 6 mm og en fin magring. De resterende op mod 100 mindre sideskår stammer antagelig fra ovennævnte kar og stemmer i gods og magring med disse.
Datering. På baggrund af karformen og den båndformede hank dateres keramikken til ældre eller yngre romertid.