Om genstanden
En ca. 10, 5 cm lang let forrustet jerngenstand med et let buet forløb i længderretningen, der formentlig oprindeligt har været ret.
De ca. 3,5 cm af den ene ende har en bredde på ca. 0,7 cm og en tykkelse på 0,3 cm med et aflangt (fladtrykt) firkantet tværsnit. De øvrige ca. 7 cm har et tilnærmelsesvist rundt tværsnit med en diameter der varierer fra 0,4 til 0,2 cm med en klar tilspidsning mod enden. Selve enden er dog ikke bevaret, hvorfor stykkets oprindelige længde ikke kan fastslås ligesom det ikke kan afgøres om tilspidsningen har endt i en regulær spids.
Funktionen af genstanden er uvis, men det kan med en vis forsigtighed antages at der er tale om en syl, hvor den "øverste" del med fladtrykt firkantet tværsnit har ageret skafttunge medens den øvrige tilspidsede del har udgjort selve spidsen.
Et lignende eksemplar er fundet ved Århus Søndervold (CGR, Keramikhorisont 1; Andersen et al. 1971:220f). Keramikhorisont 1 har en meget bred dateringsramme (900-1300) og det kan desuden ikke udelukkes at sådanne syle kan påtræffes længere oppe i tid. Således minder det herværende eksemplar også om DJK fra Århus Søndervold, der er fundet i kermaikhorisont 2 og som dateres i tidsrummet fra begyndelsen af det 13. årh. til begyndelsen af det 14. årh. (Andersen et al. 1971:220; 264).
En nærmere datering kan således ikke fastslås. Sandsynligvis skal den henføres til middelalder eller efterreformatorisk tid da den fandtes i forbindelse med huse med bevarede lergulve der dateres til denne periode.