Om genstanden
Keramik fra fyld 1+8.
42 lerkarskår og 7 klumper af rødbrændt ler. Ud fra skårenes overflader mv. er der skår fra 2-3 forskellige lerkar. Det ene har en let ujævn rødbrændt yderside og en fint glattet mørkegrå inderside, skårtykkelse på 0,8 cm og fin til mellemfin magring. Skårene fra dette kar er meget små - 1-3 cm store. Fra et andet kar er et par skår med gullig jævn yderside og grå inderside, mellem til grov magring og skårtykkelse på 0,7 cm. Fra tredje kar - måske er der skår fra mere end et kar her - er skår med fint glattede overflader i primært brune nuancer. Magringen er grov og sidetykkelsen ca. 0,5 cm. Et af disse skår viser et let markeret knæk fra bug til rand og et andet skår er randskår. Randskåret viser de øverste knap 2,5 cm og viser en lodret rand, der ender i en lige afskåret randkant.
Keramikken har i varen ligheder med fundene fra gruberne MSY (x38) og MQW (x29), og idet randen som nævnt for x18 i princippet kan være alt fra neo til FRJ, er den mest sandsynlige datering FRJ.