Om genstanden
Fra gravfyld X287.
Større samling af hovedsageligt mindre sideskår samt enkelte større bundskår. Det umiddelbare indtryk er, at der er tale om 2 kar. Dette bygges på, at udvalgte bugskår har en forskellig godstykkelse på henholdsvis 0,4 og 0,6 cm, og at den ene bug synes lidt mere skap/vulstagtig. Bundskårene synes også at understøtte denne teori, da bundtykkelsen på kan måles til henholdsvis 7 og 13 mm.
Der er også to meget små randfragmenter, og disse synes ogaå at være forskellige, da den ene er afrundet og den anden lige afstrøget. Bunddiameter på det ene kar kan måles til 14 cm.
Generel fin magring og skårene framstår i brune og brunorange farver. Enkelte skår synes let glattede.
Ornamentik: Det er ikke til at afgøre, hvilken ornamentik, der hører til hvilket kar, eller om ornamentikken stammer fra det samme kar. Der synes dog at være tale om to halspartier, hvor randen på den ene synes skråt afsat, mens halsen på det andet stykke kun er svagt udadfaldende, så igen synes der at være tale om to kar med hver sin ornamentik.
Der er tale om forskellige elementer af stregornamentik. På et stykke ses en horisontal streg under hvilken der er trukket lodrette streger; 4 i alt. På andre stykker er stregerne lidt bredere og mere fure-lignende og i et rodet mønster, der muligvis indeholder vinkelbånd. Stykket er for lille til at sige noget mere precist. Et tredje stykke har simpel stregornamentik samt 3 små fine trekantede pindstik.
Tolkning og datering:
Det generelle indtryk af keramikken er, at der er tale om to forskellige kar, hvilket randskår, godstykkelse og muligvis ornamentiken understøtter. Dateringen må ligge i begyndelsen af yngre Romersk jernalder hvilket baseres på ornamentikken og de lidt vulstagtige buge. Under udgravning af præparatet fandtes også en let x-formet hank, hvilket understøtter dateringen til begyndelsen af yngre Romersk eller afslutningen af ældre Romersk Jernalder. Randskårene, hvor små de end er peger også mod yngre Romersk Jernalder.