Illustrationer til H.C. Andersens værker

af Lotte M. A. Nielsen

Siden H.C. Andersens Hus blev grundlagt som museum i 1905, har man indhentet illustrationer til digterens forfatterskab fra nær og fjern. I dag består samlingen af næsten 4000 eksemplarer, hvoraf ca. 3000 er originaler. Illustrationssamlingen indeholder alt fra træsnit, blyantstegninger og akvareller til litografier og papirklip, fortrinsvis til H.C. Andersens eventyr. Men diversiteten træder ikke kun frem i de mange forskellige anvendte materialer og metoder. Illustrationerne strækker sig dateringsmæssigt over en periode på knap 200 år, og deres geografiske afstamning spænder fra Kina til USA. Dertil optræder velkendte navne som Salvador Dali og Günter Grass i samlingen. Illustrationernes mangfoldighed fortæller dog ikke blot noget om H.C. Andersens internationale popularitet gennem to århundreder. Den viser også, at forfatterskabet i særlig grad appellerer til læserens fantasi og indre billeddannelse. Den verdensberømte kunstmaler Vincent van Gogh udtalte da også, at H.C. Andersen måtte have haft en billedkunstners sind.

Dette skyldes måske, at Andersens eventyr er mere end fortællinger om prinser og prinsesser. Vi møder også den fattige bonde i sine hverdagskvaler, ligesom den grimme ælling, som drømmer sig væk fra andegården. Eventyrenes scener og omgivelser præsenteres samtidig for læseren i et sprog, der på en og samme tid er umådeligt malende og præcist. Således forærer H.C. Andersen os noget unikt: En håndgribelig eventyrverden – en fortryllelse af det, vi kender i forvejen. Og måske netop derfor driver eventyrene os i så høj grad til at visualisere, hvad vi læser. Andersen brugte da også selv ordet ”billede” om sine egne tekster flere gange, bl.a. i 1829 hvor en lille samling digte i en avis fik titlen Skjærmbræts-Billeder. Et af disse var Hist hvor Veien slaaer en Bugt.

Mange af H.C. Andersens læsere har nok deres helt egne forestillinger om, hvordan eventyrenes karakterer og landskaber ser ud. Men den store illustrationshistorie, som omgiver forfatterskabet, har utvivlsomt også har haft betydning for den måde, hvorpå vi opfatter og visualiserer eventyrene. Dem, som har fået læst eventyrene højt i 1990’erne, ser måske Svend Otto S.’ farverige forsideillustration til Hyrdinden og Skorstensfejeren for sig, mens de ældste generationer måske får ledt tankerne hen på Vilhelm Pedersen og Lorenz Frølichs elegante og udtryksfulde tegninger. Illustrationerne bidrager ikke blot til den måde, vi fortolker eventyrene på – de er på sin vis også talende vidnesbyrd, der både kan give os et indblik i kunstnerens sindelag og værkernes historiske samtid.

En billedkunstners sind eller ej, så vidner H.C. Andersens egne utallige papirklip, collager, skitser og tegninger om et menneske, hvis kunstneriske virke rummede en kolossal alsidighed.  Hans sproglige og visuelle univers hang uløseligt sammen, og flere af eventyrkaraktererne optræder i hans papirklip. Dog illustrerede han aldrig selv sine eventyr. Derimod var det ofte til stor glæde for Andersen, når andre kunstnere gjorde det. Han foretrak illustrationer med en enkelt streg, der udtrykte stemninger frem for konkrete hændelser i eventyrene. Illustrationer med et detaljeret, kunstnerisk udtryk, brød Andersen sig ikke synderligt om. Måske frygtede han, at de ville stjæle for meget af læserens opmærksomhed.

Her på siden vil vi gerne give et indblik i Museum Odenses illustrationssamling, og samtidig invitere til, at man genlæser nogle af H.C. Andersens mest berømte eventyr med afsæt i det visuelle univers, der omgiver dem. Museets samling rummer illustrationer til størstedelen af H.C. Andersens 156 udgivne eventyr, men for overskuelighedens skyld tages der udgangspunkt i de 12 eventyr, som også danner centrum for udstillingen i H.C. Andersens Hus.

Under fanen ”Oplev eventyrene” finder man disse eventyr – fortalt kronologisk gennem et kurateret udvalg af illustrationer, og på siden ”Om illustratorerne” kan man læse om en række af de mest markante illustratorer, som optræder i museets samling.

God fornøjelse.

Litteratur

• Borup Jensen, Thorkild. H.C. Andersens Eventyr i billeder. Syddansk Universitetsforlag, 2004
• La Cour, Tage. Danske Illustrationer til H.C. Andersens Eventyr. Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag, 1943
• Larsen, Karl. H.C. Andersen i tekst og billeder. Forlaget af J.D. Qvist og Komp. Ejnar Levison, København, 1925

Oskar Klever (1887-1975)

af Lotte M. A. Nielsen

Den russiske kunstmaler, dukkemager og teaterkunstner Oskar Juljevitj Klever blev født ind i en gammel, international kunstnerfamilie. Overhovedet var Klevers far, akademimedlem og professor ved kunstakademiet, Julius von Klever, som også var berømt landskabsmaler og adlet af den russiske zar.

Forud for Den Russiske Revolution i 1917 var landskabet ligeledes Oskar Klevers foretrukne motiv, men det politiske oprør i hjemlandet blev afgørende for hans virke og kunstneriske udtryk. Selvom Klever havde udstillet sine værker siden han var 16 år gammel, besluttede han sig derfor i en moden alder for at dygtiggøre sig. Takket være en af sine H.C. Andersen-illustrationer blev han optaget på kunstakademiet i Skt. Petersborg, men grundet skuffelse over uddannelsessystemet forlod han studierne efter kun et enkelt år.

I tiden derefter arbejdede Klever som iscenesætter, dekoratør og kostumetegner i teaterverdenen, og prøvede tilmed kræfter som skuespiller. Sideløbende fortsatte han med at beskæftige sig med H.C. Andersen, og i perioden 1915-1964, illustrerede han 28 af forfatterens eventyr, hvilket resulterede i en overdådig samling af ca. 100 akvareller.

Da Anden Verdenskrig brød ud, blev Klever taget til fange af tyske soldater og anbragt i arbejdslejr. Det er en gåde, hvordan han fik fat i pensler, papir og farve, men takket være en uovertruffen stædighed lykkedes det ham at fortsætte arbejdet med illustrationerne i sit fangenskab. Klever havde så stort kendskab til H.C. Andersen, at han kunne alle eventyrene udenad – til stor glæde for børnene i lejren. Sidenhen, når han så tilbage på sin tid i fangelejren, gav han sit arbejde med H.C. Andersen skylden for sin overlevelse. Da han vendte hjem efter krigen, opdagede Klever, at mange af hans førkrigstidsillustrationer var gået tabt, hvorefter han straks gav sig til at genskabe dem.

Klevers illustrationer knytter sig i overvejende grad til de mindre kendte eventyr, som H.C. Andersen skrev i slutningen af sit liv i 1850’erne og 1860’erne. Kunstnerens mangeårige virke ved teatret afspejler sig i akvarellerne, hvor man fornemmer teaterkunstnerens øje for udsmykning og iscenesættelse. Men de vidner også om et menneske, der har oplevet grusomhed, såvel som skønhed. Man opsluges af illustrationernes store detaljerigdom i de forunderlige, ofte groteske, scenarier, hvori man fornemmer Klevers store indsigt i H.C. Andersens forfatterskab.

Akvarellerne favner eventyrenes mangesidede universer, lige fra de lyse, livsbekræftende øjeblikke til de mest horrible og dunkle scenarier, og selvom billederne er intenst farvelagt, er scenen altid sat under en nattehimmel eller et tungt skydække. Tilværelsens mange glæder og sorger, som H.C. Andersen skildrede i sine eventyr, træder frem i den utrolige udførlighed i billederne, hvor yndige børn, prinser og prinsesser vækkes til live side om side med genfærd, bizarre væsener og elskovslystne elverpiger. Den russiske digter Marija Vega (1898-1980) skrev til Klever: ”Oskar Juljevitj, hvem har lært Dem at illustrere H.C. Andersen sådan? De er i sandhed hans åndsbeslægtede…”

På initiativ fra den danske professor i litteratur og ekspert i H.C. Andersen, Johan de Mylius, blev Klevers illustrationer for første gang nogensinde udgivet i H.C. Andersen. Eventyr. Illustrationer af Oskar Klever i 1991.

Desværre nåede Klever aldrig selv at opleve sine illustrationer blive udgivet, men i 1969 fulgte han dem på rejsen til H.C. Andersens fødeby, hvor han på eget initiativ forærede 46 eksemplarer af sit livsværk til H.C. Andersens Hus i Odense. Dengang fortalte han, at ”… det skete i 1914. Jeg husker endda den dag, da det pludselig gik op for mig, at jeg ikke kendte nogen, der som H.C. Andersen med en så slående overbevisning troede på menneskets evige renhed. Jeg så denne eventyrforfatters hele fængslende væsen, hans manglende evne til ondskabsfuldhed, hans hjertes renhed og hans utømmelige poetiske begavelse, der kunne forvandle selv en torn til en rose af overjordisk skønhed. Han elskede livet, men var aldrig en erobrer. Nej, nej. Tværtimod gav han livet alt, hvad han havde. Det er langt fra alle, der kan give, det er en sjælden gave.”

I et andet interview sagde han, at ”… den dag i dag lænker H.C. Andersens eventyr sig stadig til mig. Den særlige enkelthed, humoren, den utrættelige kærlighed til alt levende og en grænseløs visdom har den samme virkning. Det er sikkert netop disse træk ved H.C. Andersens eventyr, der gør dem så letfattelige både for børn og voksne. Bag den barnlige naivitet gemmer der sig dybe tanker.”

Oskar Klevers illustrationer kan opleves i følgende eventyr:
Den Lille Havfrue, Fyrtøjet og Snedronningen

Litteratur

• Andersen, Hans Christian. Eventyr – Illustrationer af Oskar Klever (Red. de Mylius, Johan). Gyldendal, 1991
• Speranskij, Mikhail M. ”Oskar Klever, H.C. Andersen-illustrator” i H.C. Andersen i Rusland – Bidrag til et symposium på Skt. Petersborgs Universitet 17. maj 1996. 1996

Vilhelm Pedersen (1820-1859)

af Lotte M. A. Nielsen

Da H.C. Andersens eventyr skulle udgives på tysk i slutningen af 1840’erne, fik hans forlægger i Tyskland, Carl. B. Lorck, den idé at lade en dansker illustrere udgivelsen. Det skulle blive begyndelsen på den store illustrationshistorie, der sidenhen ville komme til at omgive H.C. Andersens forfatterskab.

Valget faldt på det unge talent Vilhelm Pedersen, og det var H.C. Andersen selv, som anbefalede ham til sin forlægger. Pedersen var oprindeligt løjtnant i flåden, hvor han som kun 14-årig havde påbegyndt sin militære karriere som søkadet. I 1842 fik han dog bevilget fire års orlov fra hæren for at kunne uddanne sig på kunstakademiet. Det var hans egen læremester, Wilhelm Marstrand, som gjorde H.C. Andersen opmærksom på Pedersen.

Andersen var meget tilfreds med de tegninger, han blev vist, og sendte tre billedforslag til Lorck i Tyskland. Lorck var også tilfreds – særligt med den beskedne pris, som den endnu ukendte Vilhelm Pedersen forlangte for sit arbejde.

Pedersens illustrationer er et udtryk for den danske guldalder med deres enkle, romantiske motiver, der tager udgangspunkt i den borgerlige idyl. Den tvetydighed og dæmoni, som også fandtes i H.C. Andersens eventyr, optræder dog ikke Pedersens tegninger.

Illustrationerne blev lavet på bestilling og skulle overføres til bøgerne ved hjælp af træsnit. I denne metode blev tegningen kopieret til en træstok, hvorefter omridset blev skåret ud, sværtet til, og derefter trykt i bøgerne. Den uerfarne Pedersen havde ikke megen forstand på denne teknik og overvejede derfor ikke, hvorvidt hans tegninger egnede sig til denne metode. Mange af detaljerne gik derfor tabt – til stor frustration for kunstneren. Han klagede vedholdende til Lorck, og i 1855 fik han mulighed for selv at rejse til Leipzig og tegne på træstokkene.

Sideløbende med sin karriere som tegner avancerede Vilhelm Pedersen flere gange i hæren, hvor han blev premierløjtnant i 1850. Trods et dårligt helbred, forårsaget af tuberkulose, bød hans pligtopfyldenhed ham at deltage i krigen mod Tyskland i 1848-1850. Han udmærkede sig særligt under et søslag i Egernførde Fjord, hvorefter hans overordnede indstillede ham til Ridderkorset. I en periode sad han som krigsfange i Tyskland, men Pedersen spildte ikke tiden: I sit fangenskab fremstillede han 112 eventyrillustrationer.

I årene efter krigen blev Pedersen yderligere svækket, men H.C. Andersen var meget opsat på at illustrationsarbejdet skulle fortsætte. Forretningsmanden Lorck havde ikke meget tilovers for Pedersens dårlige helbred, og han pressede ham til at levere illustrationer i højt tempo. Selvom Pedersens arbejdsmoral ikke fejlede noget, blev sygdommen en større og større hindring. Af gamle brevkorrespondancer fremgår det, at Pedersen følte sig frustreret og ulykkelig, og hans helbred skrantede gradvist i takt med at arbejdsbyrden fra Lorck voksede. H.C. Andersen forsøgte at mægle mellem kunstner og forlægger, selvom der i denne mægling heller ikke fandtes den store forståelse for Pedersens kvaler.
Vilhelm Pedersen døde af tuberkulosen i 1859, 39 år gammel.

Da H.C. Andersens Hus blev omdannet til museum i årene 1905-1908, lå det museet meget på sinde at anskaffe Vilhelm Pedersens originale illustrationer, da de var, og er, nogle af de mest trykte og elskede illustrationer til H.C. Andersens eventyr. De skulle være museets tilløbsstykke og udstillingens krone på værket. Dengang blev Pedersens illustrationer sågar regnet for mere end de tegninger og skitser H.C. Andersen selv havde kreeret.

Vilhelm Pedersens illustrationer er de fineste eksempler på den biedermeierske virkelighedsskildring, hvor det renhjertede og romantiske træder i forgrunden. Selvom H.C. Andersens eventyrs mere dystre og tragiske lag ikke kommer til udtryk i tegningerne, er de dog stadig elskværdige, små beretninger om en historisk samtid, hvor det harmoniske og ubesværede liv blev hyldet. De står i dag som en slags urbilleder i eventyrenes illustrationshistorie og er usammenligneligt de mest anvendte til dato.

Vilhelm Pedersens illustrationer kan opleves i følgende eventyr:
Den Grimme Ælling, Den Lille Havfrue, Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, Den Standhaftige Tinsoldat, Kejserens Nye Klæder, Nattergalen, Skyggen, Snedronningen og Tommelise.

Litteratur

• Dal, Erik. Udenlandske H.C. Andersen-illustrationer – 100 billeder fra 1838-1968. Forlaget København, 1969
• Jensen, Thorkild Borup. H.C. Andersens Eventyr I Billeder – En Illustrationshistorie. Syddansk Universitetsforlag, 2004
• La Cour, Tage. Danske Illustrationer til H.C. Andersens Eventyr. Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag, 1943
• Larsen, Karl. H.C. Andersen i tekst og billeder. Forlaget af J.D. Qvist og Komp. Ejnar Levison, København, 1925

Svend Otto S. (1916-1996)

af Lotte M. A. Nielsen

Svend Otto Sørensen er blevet beskrevet som en af de danske illustratorer i det 20. århundrede, som har haft allerstørst indflydelse på den moderne danske billedbogstradition. Han var fortrinsvis kendt for sine lette akvareller, men beherskede et væld af metoder. Ingen tegnede helt som Svend Otto, og derfor kom han til at illustrere nogle af verdenslitteraturens største forfattere. Heriblandt Franz Kafka, Astrid Lindgren, Brødrene Grimm, Charles Dickens og selvfølgelig H.C. Andersen.

Svend Otto S. mente selv, at en omskiftelige barndom, og de kvaler det havde bragt med sig at være søn af en enlig mor i begyndelsen af 1900-tallet, havde givet ham ukueligheden og gåpåmodet til at gøre tegnerfaget til sin levevej. Han tjente som 17-årig sine første rigtige penge på en tegning, hvilket gav ham råd til at købe en divan og flytte hjemmefra. Han gik på Gutenberghus som tegnerelev og om aftenen på Kunsthåndværkerskolen.

Trods sin manglende evne til at møde til tiden, blev Svend Otto S. betragtet som en slags vidunderbarn, og blev hjulpet i lære hos Bizzie Høyer, som var en af samtidens dygtigste, men også hårdeste pædagoger. Allerede som teenager lavede Svend Otto S. omslag for Gyldendal og forsideillustrationer til aviserne. Der herskede ingen tvivl om hans talent, og i forbindelse med sit optag på kunstakademiet tilbød Gyldendal ham et lån på 800 kr., så han kunne studere et år i London.

I begyndelsen af sin karriere prøvede Svend Otto S. kræfter med lidt af hvert, men det blev mest til bogomslag, plakater og magasinillustrationer. Hans største ønske var imidlertid at illustrere bøger, men bestillingerne udeblev. I stedet gav han sig til at illustrere bøger i sin fritid – han tegnede blandt andet til Processen af Franz Kafka på sin bryllupsrejse i 1947. Disse illustrationer skulle ligge i skuffen i hele 30 år, før de udkom i ændret form som kobberætsninger.

I slutningen af 1940’erne indgår Svend Otto S. et samarbejde med den danske forfatter Martin A. Hansen, hvilket skulle få stor betydning for ham personligt. De arbejdede i fællesskab på nogle projekter, men desværre blev venskabet og samarbejdet afbrudt af Martin A. Hansens tidligere død i 1955. Vennens død tog hårdt på Svend Otto S., men til sin store glæde begyndte illustrationsopgaverne for alvor at tikke ind i de efterfølgende år. Siden ungdomsårene havde han drømt om at illustrere billedbøger, og han kreerede de første, simple H.C. Andersen-illustrationer i sine 20’ere. Men hans karriere som billedbogsillustrator skulle først for alvor tage fart i slutningen af 1950’erne, da han illustrerede Hesten Uden Hoved af Paul Berna. I de efterfølgende fire årtier illustrerede han ikke mindre end 60 billedbøger, hvoraf hans tegninger fra 1996 til H.C. Andersens De Vilde Svaner blev hans sidste inden han døde samme år.

H.C. Andersen yndede at skildre det eventyrlige i et hverdagsligt miljø, og samme tilgang prægede Svend Otto S.’ illustrationer. Måske netop derfor vandt disse illustrationer så stort indpas hos flere generationer af læsere. Hans illustrationer synes at udtrykke nøjagtigt, hvad der står skrevet i teksten. Som den naturalist han var, anså han eventyret som en tolkning af vores virkelige liv. Om netop dette udtalte han, at ”sådan vil jeg helst lade eventyret udspille sig, i et hverdagslandskab. En eventyrfigur i en eventyrverden, jo vist kan det virke, men det eventyrlige – spadserende hen ad fortovet – er mere overraskende. Og jeg tror børns hverdag er fuld af eventyrlighed.”

Svend Otto S. var altid loyal overfor både den tekst han illustrerede og forfatterens intentioner. Derfor blev scenen også sat i omgivelser, der var tilsvarende dem på forfatterens levetid. I Den Lille Pige Med Svovlstikkerne har han sågar tegnet eventyrdigteren selv ind i det sidste billede, hvor man ser forsamlingen, der står og betragter den døde lille pige i sneen.

Svend Otto S. nåede at modtage et hav af udmærkelser. Heriblandt den internationale børnebogspris, H.C. Andersen-medaljen i 1978, der karakteriseres som børnelitteraturens nobelpris. Dertil modtog han i 1979 både BIB-Plaketten i Bratislava og Kulturministeriets Illustratorpris for sine akvatinter til Processen af Franz Kafka.

Da Svend Otto S. døde i maj 1996 skrev Gunnar Jacobsen i en nekrolog i Weekendavisen, at ”Svend Otto har illustreret børnebøger, sine egne og andres, og haft en trang til at illustrere voksenbøger, men ud over disse to litteraturfelter blev han en enestående fortolker af eventyr, især H.C. Andersen og Grimm. Hans hovedværk her er hans akvatinter til Villy Sørensens udvalg af H.C. Andersens eventyr (1995). Svend Otto er kendt i den ganske børnelitteratur overalt i verden. Han er udkommet på 20 sprog, bl.a. frisisk og walisisk, og er blevet tildelt en række priser og legater. Billedbogen er hverken blot billedkunst eller blot litteratur. Den er et helt tredje medium, hvor billede og tekst udgør en helhed. Den kunstenhed blev hos Svend Otto S. til en stærk medieoplevelse, fordi han på én gang var ord- og billedkunstner.”

Svend Otto S.’ illustrationer kan opleves i følgende eventyr:
Den Grimme Ælling, Den Lille Havfrue, Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, Den Standhaftige Tinsoldat, Fyrtøjet, Kejserens Nye Klæder, Klods Hans, Nattergalen, Skyggen, Snedronningen og Tommelise.

Litteratur

• Jensen, Thorkild Borup. H.C. Andersens Eventyr I Billeder – En Illustrationshistorie. Syddansk Universitetsforlag, 2004
• Wiborg, Annette og Wiborg, Kristin. Billedfortælleren Svend Otto S. Gyldendal, 2016.

Rie Cramer (1887-1977)

af Lotte M. A. Nielsen

Den hollandske tegner og forfatter Marie ”Rie” Cramer blev født som datter af en kaptajn i den hollandske flåde og hun levede som følge deraf sine første år på de Hollandske Vestindiske Øer. Familien flyttede til Holland i 1894, hvor den lille Rie klarede sig ualmindeligt godt i grundskolens fag og viste samtidig et stort talent i tegning.

Hendes tante, der selv var kunstner, så et stort talent hos pigen. Derfor opfordrede denne sidenhen Cramer til at søge ind på kunstakademiet i Haag, hvor hun da også blev optaget i 1904, og allerede i løbet af sin studietid påbegyndte hun sin karriere som illustrator og forfatter. I 1906 udkom en samling af Cramers børnerim, naturligvis med illustrationer fra hendes egen hånd. Grundet samlingens store succes, udkom en efterfølger allerede i 1907.

Cramers streg var præget af en tydelig inspiration fra Art Nouveau-bevægelsen og kunstnere såsom Aubrey Beardsley, og dog var hendes stil meget særegen. Hendes sorte, markante blæktegninger, der med lette strøg var farvelagt med akvarel, kom til at danne standard for en hel generation af børnebogsillustratorer i Holland.

1920’erne og et par år herefter var en svær tid for Cramer personligt, da tre forliste forhold og et dødfødt barn tog hårdt på hende følelsesmæssigt. Alligevel var det i netop denne periode, at hendes karriere nåede sit højdepunkt. Hendes flid var enestående, og udover en stor produktion af selvforfattede, illustrerede børnebøger, udfærdigede hun utallige ætsninger, litografier og reklamer. Kulminationen på denne succes blev hendes illustrationer til H.C. Andersens og Brødrene Grimms eventyr.

Fra 1930’erne og fremefter beskæftigede Cramer mindre med børnelitteratur, men begyndte i stedet at orientere sit arbejde mod bøger med et ældre publikum. Hendes stil blev mere eksperimenterende, men hun havde imidlertid opnået så stor popularitet, at publikum fortsatte med at købe hendes værker blot baseret på hendes omdømme.

Da Anden Verdenskrig brød ud i Europa, blev Cramer dog fanget i en slem modvind grundet sin aversion mod nationalsocialismen. Nogle af hendes tidligere udgivelser, to skuespil, blev bandlyst af besættelsesmagten, da de forholdt sig kritisk til den totalitære ideologi. Disse to udgivelser gjorde det svært for Cramer at arbejde under krigen, og der blev lagt restriktioner på hendes arbejde som både illustrator og forfatter. Ikke desto mindre fortsatte Cramer med at skrive og illustrere i krigsårene, blot under pseudonymet Marc Holman. Hun udgav digte i den største hollandske modstandsavis Het Parool, der sidenhen er genudgivet i flere opsamlinger af modstandslitteratur. Det var dog ikke blot i kraft sit forfattervirke, at Cramer gjorde oprør mod besættelsesmagten, da hun også tilmeldte sig den hollandske modstandsbevægelse og hjalp mange flygtninge i sikkerhed.

Efter krigens afslutning havde Cramer svært ved at finde sig til rette i Holland, og som 67-årig flyttede hun til Mallorca, hvor hun oplevede en åndelig genfødsel. Middelhavsklimaet og den lette livstilgang gav hende den fornyede energi, hun havde håbet på for at kunne fortsætte sit kunstneriske virke. Hun blev en del af et kunstnerfællesskab på øen og boede der indtil 1971, hvor hun, grundet et skrantende helbred, måtte flytte tilbage til hjemlandet. Her døde hun i 1977, 89 år gammel.

Cramers illustrationer blev af kritikere ofte beskyldt for at være for statiske og uskyldige i deres udtryk, men ikke desto mindre herskede der ingen tvivl om hendes popularitet. Det gennembrud, hun fik som helt ung pige og den succesfulde karriere, der fulgte efter, var et særsyn i samtiden og et resultat af, at hendes arbejde var højt elsket. Hendes pen hvilede aldrig, og hendes produktion var enorm. Rie Cramer anses som sit hjemlands vigtigste illustrator i årene mellem Første og Anden Verdenskrig, men til denne dag er hun endnu en af de mest populære og bedst sælgende illustratorer i Holland.

Rie Cramers illustrationer kan opleves i følgende eventyr:
Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, Kejserens Nye Klæder, Nattergalen, Skyggen og Snedronningen.

Litteratur

• Hahn, Ray. Marie “Rie” Cramer. Postcard History. Tilgået den 13.04.2023 på postcardhistory.net
• Hoven, Peter van den. Het goede en het mooie – De geschiedenis van Kris-Kras. Biblion, 2004.

Lorenz Frølich (1820-1908)

af Lotte M. A. Nielsen

Lorenz Frølich var en dansk maler og illustrator, som opnåede stor anerkendelse i sin samtid, og til denne dag betragtes han endnu som en pioner inden for illustrering af litteratur. Hans værker havde deres genremæssige ophav i den danske guldaldertradition, og Frølich fik sit gennembrud herhjemme i 1840’erne med sine romantiske malerier, der ofte kredsede om nordisk mytologi og historie. Frølich blev uddannet på Kunstakademiet i København, hvor han modtog undervisning af blandt andre C.W. Eckersberg og Martinus Rørbye.

Frølich var arbejdsom, omhyggelig og befandt sig i en evig søgen efter nye indtryk, udfordringer og inspiration. Som følge deraf var hans kunstneriske karriere præget af mange udlandsophold; Tyskland 1840-46, Italien 1846-51, Frankrig 1851-54 og 1858-75. Frølich holdt særligt meget af sidstnævnte, og i løbet af sin tid i landet forsøgte han gang på gang at få H.C. Andersens eventyr lanceret der, dog uden held. Han lavede flere forskellige skitser, men hans franske forlæggers interesse kunne ikke vækkes. Ikke desto mindre var det i Paris, at Frølich selv fik sit internationale gennembrud som forfatter og illustrator. Fra omkring 1860 blev han kendt som Europas store børnebogsillustrator, og i en lang årrække blev billedbøger i Frankrig omtalt som ”un Froelich”.

Lorenz Frølichs kunstneriske forhold til H.C. Andersen begyndte, da han som 17-årig for sin egen fornøjelses skyld lavede tegninger til Den Lille Havfrue, og det sluttede først, da han som 85-årig i 1905 illustrerede samme eventyr i Gyldendals stort anlagte udgivelse Tre Eventyr, der udkom i forbindelse med 100-året for H.C. Andersens fødselsdag. Inden sin død forærede Frølich flere af sine illustrationer til Museum Odense, og derfor kan man her opleve eksempler fra begge projekter.

I 1845, da Frølich var 25 år gammel, blev han som den første dansker tilbudt at illustrere H.C. Andersens eventyr. Men selvom han var lykkelig over muligheden, havde han dog forbehold for den store mængde illustrationer, som Andersen og dennes forlægger i Tyskland, Lorck, krævede. Andersen så helst, at eventyrene blev illustreret af den samme tegner, og derfor faldt valget på Vilhelm Pedersen. Men da han døde kun 39 år gammel, henvendte H.C. Andersen sig på ny til Frølich. Resultatet blev Femten Eventyr og Historier fra 1867.

Samarbejdet var dog for Frølich langt fra kun baseret på udsigten til profit, da han som bekendt var meget stor beundrer af H.C. Andersen. Derfor lå det Frølich meget tungt på sinde, at digterens reaktion på udgivelsen var noget forbeholden. I et brev til Frølich fra 1868 vedlægger Andersen en kritisk anmeldelse og bemærker selv, at ”Lægfolk fremhæve at der er noget Fremmed, noget ikke Dansk, i flere af billederne.” Den skuffede Frølich skriver tilbage, at hvis nogen skulle være dommer over illustrationerne, måtte det være digteren selv, da kun han for alvor kunne vide, om Frølich havde formået at indkapsle eventyrenes ånd. Frølich er efter dette tæt på at opgive samarbejdet, men H.C. Andersen beder ham indtrængende om at fortsætte. De to kunstnere udviklede et tæt venskab, der varede indtil H.C. Andersens død i 1875.

Frølich kom hovedsageligt til at illustrere de eventyr, som H.C. Andersen skrev i den sidste del af sit liv. Disse er i dag mindre kendte, og de kendetegnes ved at være mere fordringsfulde og komplekse. Dette kan måske være årsagen til, at Vilhelm Pedersen i dag anses som den største H.C. Andersen-illustrator. For Pedersen illustrerede hovedsageligt de populære, mere enkle eventyr. På trods af dette, er der bred enighed om, at Lorenz Frølichs illustrationer er ”mere ambitiøse, mere vidtfavnende i deres motivvalg og sikrere, flottere komponeret; de har større horisont og mere dybde” og, at de som oftest har været ”undervurdere – vel mangler de Vilh. Pedersens danske hygge, men de er til gengæld langt mere fantasifulde og af betydeligere kunstnerisk kvalitet.”

Lorenz Frølich havde et talent næsten uden sidestykke. Han illustrerede Shakespeare, La Fontaine og H.C. Andersen, han udsmykkede Københavns Rådhus og han forfattede selv børnebøger med tilhørende illustrationer, der gjorde ham verdensberømt. Lorenz Frølich har sat sit præg på dansk kunst og litteratur gennem sin evne til at skabe malerier og illustrationer, der både er æstetisk og historisk værdifulde. Han har været med til at skabe klangbunden for generationer af kunstnere og forbliver en vigtig del af Danmarks kulturelle arv.

Lorenz Frølichs illustrationer kan opleves i følgende eventyr:
Den Grimme Ælling og Den Lille Havfrue.

Litteratur

• Dal, Erik. Udenlandske H.C. Andersen-illustrationer – 100 billeder fra 1838-1968. Forlaget København, 1969
• Jensen, Thorkild Borup. H.C. Andersens Eventyr I Billeder – En Illustrationshistorie. Syddansk Universitetsforlag, 2004
• La Cour, Tage. Danske Illustrationer til H.C. Andersens Eventyr. Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag, 1943
• Larsen, Karl. H.C. Andersen i tekst og billeder. Forlaget af J.D. Qvist og Komp. Ejnar Levison, København, 1925

Povl Christensen (1909-1977)

af Lotte M. A. Nielsen

Den mangfoldige kunstner Povl Christensen blev uddannet på det danske kunstakademi i årene 1926-1929. Her studerede han hos Aksel Jørgensen, der sidenhen også blev hans underviser på akademiets grafiske skole fra 1930-1938. Christensen beherskede både tegningen og maleriets kunst, men det var i grafikken, at han for alvor markerede sig, og han blev en af de absolut mest fremtrædende grafikere i 1900-tallets Danmark.

Inden for selve boggrafikken var Christensen dog usammenligneligt den største herhjemme, og derfor illustrerede han heller ikke blot H.C. Andersens eventyr, men også klassikere af blandt andre Holberg, Kierkegaard, Saxo, Oehlenschläger, Blicher og mange flere. Dertil arbejdede han selv som underviser i flere år, blandt andet ved Kunsthøjskolen i Bergen.

Hans foretrukne metode var træsnit, men han beherskede mange teknikker. Herunder zinksnit, radering, akvatinte og stregætsning. Christensen var kendt for sin evne til at fordybe sig, og blandede ofte teknikker for at skabe det helt rigtige resultat. I flere af hans illustrationer er det tydeligt, hvordan han har brugt flere tryk på den samme illustration, inden han blev tilfreds. Hvad der altid gjorde sig gældende for Christensen var en streng disciplin, og omhyggeligheden i hans teknikker krævede derfor tilsvarende komplicerede opgaver. Derfor foretrak han også at illustrere de mere komplekse eventyr af H.C. Andersen, der i særlig høj grad stillede krav til læseren. Kompleksiteten i disse fortællinger omdanner Christensen til stemninger, som han maner frem for beskueren i illustrationernes mørke og insisterende karakter.

Christensen arbejdede med såkaldt ”fri grafik”, hvor han selv valgte motiverne og sit grafiske værktøj – og anvendte gerne flere forskellige af sidstnævnte på én gang. I illustrationerne finder man et realistisk, men ukritisk, blik på menneskets vilkår, og den fine, afstemte balance mellem de sorte og hvide nuancer fylder illustrationerne med atmosfære og stemning. Figurerne og karaktererne er altid groft ridset op, men illustrationernes store udtryksfuldhed fuldender billedet. Der udtrykkes et nærmest kosmisk perspektiv samtidig med, at der søges efter det almengyldige i mennesket. Således behøver Christensen ikke tegne hver eneste linje af den lille pige i sneen, for at vi kan fornemme hendes armod.

Povl Christensen rummede som kunstner en helt særlig indlevelse, og i kraft af sin kærlighed til litteraturen, så han det som sin fineste opgave at akkompagnere en tekst frem for at overdøve den. Ved siden af illustrationsarbejdet eksperimenterede Christensen i 1970’erne med at udvikle nye grafiske udtryksformer.
Han modtog et væld af udmærkelser, blandt andet Blicher-Prisen i 1962 og den prestigefyldte Thorvaldsens Medalje i 1968. Samme år blev han tildelt Ridderkorset, som han dog nægtede at modtage. Han døde i 1977.

Povl Christensens illustrationer kan opleves i følgende eventyr:
Den Lille Havfrue, Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, Kejserens Nye Klæder, Klods Hans, Nattergalen, Prinsessen På Ærten, Skyggen og Snedronningen.

Litteratur

• Jensen, Thorkild Borup. H.C. Andersens Eventyr I Billeder – En Illustrationshistorie. Syddansk Universitetsforlag, 2004
• Pahus, Mogens. Povl Christensen – Grafiker og illustrator. Aalborg Universitetsforlag, 2017.